Første gang i Australian Open. Og en finaleplads.

Det er sådan, landet lige nu ligger for den 16-årige danske tenniskomet Clara Tauson, der har fået en flyvende debut i juniorturneringen i Melbourne.

»Det er da utroligt dejligt. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det en lettelse, men det er en dejlig ting,« siger Søren Tauson med et grin og en glæde i stemmen. Som både far og træner til Clara Tauson har han i ugens løb kunne følge datterens første kampe ved grand slam-turneringen i Australien.

En turnering, hun nu står med muligheden for at vinde, når hun natten til lørdag dansk tid går på banen mod canadiske Leylah Fernandez. En modstander, der bestemt ikke er ukendt for danskeren.

Clara Tauson vandt tidligt fredag dansk tid sin semifinale.
Clara Tauson vandt tidligt fredag dansk tid sin semifinale. Foto: GREG WOOD
Vis mere

»Det bliver meget tæt. De kender hinanden ud og ind og er gode veninder. De ved, hvad hinanden kan. Nu skal de spille på Rod Laver Arena. Det bliver en ny situation for dem begge to. Jeg håber, de kan slå sig fri af det og spille hver sit gode spil. Gør de det, bliver det et taktisk spil om, hvem der får mulighed for at få åbnet for sit eget spil, så det bliver meget tæt,« siger Søren Tauson.

At han i weekenden kan sidde på sidelinjen og se sin datter spille finale i Melbourne, var bestemt ikke noget, han havde regnet med, da turneringen startede.

»Når man vinder seks kampe i ugen inden og vandt for-turneringen, er det en kendt sag, at det er ganske svært at komme ind til ’the main event’. Så er man den jagtede og i forvejen topseedede. Det er en utroligt kompliceret situation at skulle håndtere. Det viste sig også, at det var det,« siger Søren Tauson og fortsætter:

»Men hun har håndteret det, og igen i denne her uge er hun blevet lidt bedre dag for dag til at håndtere de svære situationer. I sidste ende har det været udslagsgivende for, at hun er kommet så langt igen. At hun har kunnet arbejde med de svære momenter og blive lidt bedre til dem dag for dag. Der er ingen tvivl om, at den første dag var svær at komme igennem, men det bliver bedre dag for dag,« siger Søren Tauson.

Clara Tauson får canadisk modstand i finalen.
Clara Tauson får canadisk modstand i finalen. Foto: GREG WOOD
Vis mere

Det skyldes ikke kun modstanderen, der gjorde det godt. Det var også alle de omkringliggende ting, hvor der var 'tusind ting at holde styr på,' som han formulerer det. Noget, der var svært, men som gradvist er blevet bedre, som turneringen er skredet frem.

En af de ting, Søren Tauson tidligere har fortalt, er også, at Clara Tauson ikke helt har fundet topniveauet i løbet af kampene. Det er dog gradvist blevet bedre.

»Det er lykkedes noget af det, men vi er ikke helt i mål på spillet. Men tennis er en kompliceret sport, hvor det at slå forhånd og baghånd er det mindste. Det kan de alle sammen. Det er at kunne håndtere de svære situationer. Clara kan slå en noget bedre forhånd og baghånd end de sidste par dage, men hun har lagt væsentlige procenter på håndteringen af det hele. Derfor står vi her nu,« siger en meget tilfreds Søren Tauson. Og det er da også en stærk debut at spille sig i finalen i turneringen. Selv håndterer Clara Tauson det stille og roligt.

»Hun håndterer det, synes jeg, meget professionelt og har haft travlt med at komme hjem på sit værelse og hvile ud. Hun havde mulighed for at komme ind og se Djokovic her til aften (fredag, red.), men hun havde mere lyst til at komme hjem og hvile sig på værelset. Det er den måde, hun har håndteret det på. Hun ser frem til at gøre sit hjemmearbejde,« siger Søren Tauson.