Clara Tauson bryder stime med sejr over stærk russer
Clara Tauson leverede en fremragende præstation og slog russeren Diana Shnaider i to sæt.

Clara Tauson leverede en fremragende præstation og slog russeren Diana Shnaider i to sæt.

Clara Tausons stime af nederlag er brudt.
Mandag slog den 23-årige dansker den russiske French Open-semifinalist Diana Shnaider 6-4, 6-4 i WTA 500-turneringen i Bad Homburg.
Med omkring 30 grader i det tyske blev de fleste pauser tilbragt med en pose is på hovedet, og Tauson spillede i den grad med køligt overblik og kloge beslutninger på græsset.
Det gav hendes første sejr efter mere end tre måneder med syv nederlag i træk.
- Det var virkelig varmt. Jeg prøvede at have fokus på et point ad gangen. Jeg mærkede virkelig varmen, og at slå Diana er en stor bedrift for mig, siger Tauson i sit vinderinterview ifølge TV 2 Sport.
Både på grund af placering som nummer 16 på verdensranglisten, hvor Tauson er nummer 25, og spillernes forskellige formkurver var sejren en solid overraskelse.
Danskeren afslørede i maj, at hun har kæmpet med to diskusprolapser, men mandag så hun ikke på nogen måde hæmmet ud. Tværtimod var hun i det meste af opgøret mere initiativrig og bevægelig end sin modstander.
Både Tauson og Shnaider kæmpede indledningsvis med at få sat deres servepartier ordentligt sammen, og det gav fire breakbolde til hver i første sæt.
Afgørende blev det, at danskeren vendte 0-40 til parti i sit første serveparti, og at hun efterfølgende brød til 2-1 med et flot lob over russeren.
Derfra gjorde Tauson god brug af sin fremragende serv. Dels lavede hun fire serveesser, men generelt lagde hun også bare godt tryk på den i perioder kyste Shnaider.
Historien gentog sig i andet sæt. Tauson var aggressiv, og efter et flot lob brød hun til 1-0.
Shnaider brød straks tilbage efter kampens dårligste danske parti, men en vedholdende og koncentreret Tauson tog teten tilbage med et brud til 2-1 mod en i stigende grad frustreret russer.
Tauson brød igen til 4-1 og styrede mod en sikker sejr, inden hun gled og fik sig en mindre forskrækkelse, da Shnaider reducerede og holdt sig i live.
Med en bomstærk førsteserv havde Tauson dog ikke problemer med at køre den forløsende sejr i hus efter omkring 1 time og 45 minutters opmuntrende spil.
I anden runde skal Tauson op mod på papiret noget nemmere modstand. Her venter enten argentinske Solana Sierra eller Zheng Qinwen. De er henholdsvis nummer 56 og 153 i verden.
/ritzau/