Clara Tauson banker italiener i to sæt i Athen
Med en sejr i to sæt gik Clara Tauson problemfrit videre til kvartfinalen i WTA-turneringen i Athen.

Med en sejr i to sæt gik Clara Tauson problemfrit videre til kvartfinalen i WTA-turneringen i Athen.

Uden de store problemer spillede Clara Tauson sig frem til kvartfinalen i WTA 250-turneringen i Athen.
Tauson vandt 6-4, 6-0 over den italienske kvalifikationsspiller Miriana Tona, der er nummer 384 i verden.
Selv er Tauson nummer 30 i verden, og hun er topseedet i den græske tennisturnering på hardcourt.
Hvis Tauson vinder turneringen i Athen, kan hun se frem til at rykke frem som nummer 25.
Efter en lige start på opgøret lykkedes det Tauson at bryde sin modstander ved stillingen 3-3.
Foran 4-3 kørte hun første sæt i hus trods en enkelt breakbold, som italieneren ikke formåede at udnytte.
Tauson viste tydeligt klasseforskellen mod 31-årige Tona, der nåede ind i hovedturneringen som lucky loser.
Med en god serv og hårde grundslag dikterede Tauson konstant spillet, og Tona var tvunget til at løbe fra side til side.
Mens forskellen var mindre i første sæt, blev den tydeligere i andet sæt, hvor Tona havde svært ved at holde fejlene nede.
Tauson brød med det samme i andet sæt, og det skulle vise sig at blive et meget overbevisende og ensidigt sæt i danskerens favør.
Den 23-årige dansker brød yderligere to gange, og derfor endte det med et ydmygende æg for italieneren i andet sæt.
For lidt over to uger siden tabte Tauson i første runde i grand slam-turneringen Wimbledon, så danskeren er i gang med at tanke selvtillid efter det hurtige exit i London.
I kvartfinalen skal Tauson møde den 20-årige tjekke Sara Bejlek, der er nummer 42 i verden og femteseedet i turneringen. Det bliver dermed den hidtil vanskeligste opgave i Athen.
RITZAU