Luksus. Og meget af det.

Holger Rune har efterhånden fået opbygget lidt af en boligportefølje de seneste år.

Kæmpevillaen i Sydfrankrig er totalrenoveret. Det samme er københavnerlejligheden i Nordhavn.

Og om kort tid står sommerhuset i Vejby også knivskarpt.

Siden efteråret har den danske tennisstjerne nemlig haft gang i et større renoveringsprojekt i det nordsjællandske, hvor det egentlig først var planen, at det kun var køkkenet, der skulle skiftes ud.

Men en chokerende opdagelse gjorde, at tenniskometen valgte at give hele sommerhuset den store tur.

Holger Rune gør meget snart comeback. FOTO: William Cannarella/Zuma/Ritzau Scanpix

Det fortæller danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

»Det er jo løbet op, for da håndværkerne gik i gang, fandt de ud af, at der ikke var noget gulv under køkkenet. Og derfor havde der været alle mulige små ubudne gæster under gulvet og i væggene,« lyder det, inden hun fortsætter:

»Og så var vi sådan: 'Ej, det er sgu for ulækkert'. Det går jo ikke. Så det endte med, at væggene blev revet ned og efterfølgende bygget op med ny isolering.«

»Gulvet er ligeledes blevet revet op og bygget op med gulvvarme. Så det blev et noget omfattende projekt. Men så er der heller ikke en sprække i det sommerhus, hvor der kan komme noget ind.«

På trods af, at projektet er endt med at tage længere tid end ventet, er familien Rune dog mere end tilfredse med resultatet.

»Den indvendige del står færdig i august, og så går vi i gang med den udvendige del efterfølgende. Men det bliver i mindre skala,« siger tennismoren og afslutter:

»Det bliver fuldstændig fantastisk. For Holger handler det om, at det skal ligge godt, være privat, hyggeligt og ikke ulækkert.«

Holger Rune købte sommerhuset, der tæller 58 kvadratmeter, i 2022. Sommerhuset er beliggende blot 100 meter fra stranden og har en grund på 394 kvadratmeter.

Prisen for herligheden, der blev bygget i 1930, lød på 2.950.000 kroner.

Det var i øvrigt ikke kun ubudne gæster, der var et problem under renoveringen. Danskeren blev nemlig også ramt af en vandskade.

Læs mere om det LIGE HER.