Caroline Wozniacki møder stor kritik af, at hun ved den igangværende golfturnering US Masters i USA er mødt frem med pinkfarvet hår i rollen som caddie for kæresten Rory McIlroy.

- Bortset fra det faktum, at et umodent teenager-look aldrig klæder en 23-årig, er timingen interessant, skriver journalisten Chris Chase på det amerikanske dagblad US Todays hjemmeside og tilføjer:

- Af alle steder præsenterer hun sit pink-farvede hår ved US Masters. En turnering, der er så traditionsrig, at den får Wimbledon til at ligne et begynderstævne. Det er det samme som at beslutte at udsmykke sig selv med en ring i næsen, dagen før man skal med sin bedstemor i kirke.

Den danske livsstilsekspert Henrik Byager synes, at billederne af Caroline Wozniacki udstråler glæde.

- Det er tydeligt, at Caroline og Rory stortrives i hinandens selskab. Og det er da dejligt, siger Henrik Byager, der samtidig synes, at billedet også illustrerer, at Caroline Wozniacki har andre prioriteter i livet nu end tidligere.

- Jeg er interesseret i tennis og har fulgt hendes præstationer. De har været flotte. Men toptennis er ikke længere det, der har hendes fulde fokus.

redhead

Den betragtning giver den tidligere danske landsholdsspiller Peter Bastiansen ham ret i.

- Det signal, som Caroline sender fra US Masters, er kontroversielt. Hun rasler nedad på verdensranglisten. Derfor kunne man forvente, at hun trænede ekstra meget i øjeblikket. Snart indledes den europæiske tennissæson på grus, hvor hun plejer at have store spillemæssige problemer. Men i stedet leger hun glad teenager. Jeg har i lang tid sagt, at hun næppe spiller tennis, efter hun er fyldt 25 år. Det standpunkt holder jeg fast i. Det er tydeligt, at hun har andre interesser nu end tidligere, siger Bastiansen.

Det er dog ikke alle, der kritiserer Caroline Wozniacki for sin joke under US Masters.

Journalist Neil Harman fra det engelske dagblad The Times vælger i stedet at le ad den.

- Jeg synes ikke, at Caroline er trådt ved siden af. Min datter i samme alder kunne finde på at gøre det samme. Nogle gange gør unge mennesker nogle sjove ting, som vi andre bør nøjes at trække på smilebåndene af, siger han.