Da det første billede af den danske tennisstjerne Caroline Wozniackis brudekjole blev afsløret, skabte det jubel – men også en del undren.

For var det virkelig dén kjole, hun havde tænkt sig at give sit 'ja' til kæresten, David Lee, i foran 120 forsamlede venner og familie i Italien lørdag?

Nej, det var det ikke. I hvert fald ikke helt.

Det var det amerikanske magasin Vogue, der lørdag lagde det første billede af den glade brud ud på sin Instagram-profil.

Hvor flere gav udtryk for, at de syntes, den enkle kjole med blonderinger på busten så smuk ud, mente mange andre, at den var alt for 'afslørende', da det så ud til, at der både var kig til mave og bryst:

'Det er et nej fra mig. Det ligner lingeri, ikke en brudekjole,' skrev en bruger i kommentarsporet til billedet, mens en anden skrev:

'Oh dear, hun havde den kjole på i offentligheden. Ikke flatterende.'

Siden har flere dog pointeret, at det altså ikke var den endelige brudekjole, Caroline Wozniacki havde på, da billedet blev taget.

'Det er ikke den færdige kjole! Det er fra en tilpasning af kjolen, der kom mange flere applikationer på bustieren,' forklarer en bruger.

En anden bruger giver udtryk for, at hun er en anelse sur over, at Vogues første billede af kjolen gav hende et indtryk af, at den danske grand slam-vinder ville bære 'undertøj' til sit bryllup:

'Dette er et halv-færdigt opslag med en halv-færdig kjole. Det er ikke fedt! Jeg troede, hun bar undertøj til sit bryllup på grund af det her. Stakkels pige,' skriver brugeren.

Bag den specialsyede kjole stod designeren Oscar de la Renta, og tager man et kig på modehusets Instagram-profil, kan man se et ganske andet billede af, hvordan brudekjolen endte med at se ud.

I et andet opslag fra designeren bliver det også vist et billede fra tilpasningen af kjolen:

'Da det kom til at vælge den perfekte kjole, prøvede hun dem alle: tætsiddende silhuetter, balkjoler, en masse forskellige typer,' forklares der i billedteksten, som fortsætter:

'Hun valgte at gå med en tidløs kjole med blomstret brodering og en klassisk katedral-længde tyl-slør til sit bryllup, der blev holdt ved Castiglion del Bosco i Italien.'

Med til brylluppet var selvfølgelig Caroline Wozniackis familie. Det var hendes far - der også er hendes træner - Piotr Wozniacki, der førte hende op ad kirkegulvet.

Du kan se flere billeder af Caroline Wozniackis brudekjole fra lørdagens bryllup med hendes nu ægtemand, David Lee, hos Vogue lige HER.