Caroline Wozniacki skal forbi endnu en hårdtslående modstander for at give sig selv en kvartfinale i gave.

De seneste ti år har Caroline Wozniacki fejret sin fødselsdag kort efter sit Wimbledon-exit. Men når hun på tirsdag fylder 27 år, kan det blive med en kvartfinale på programmet.

Hun er omgivet af sin familie i London, men det får hende ikke til at forvente en gaveregn.

»Jeg får sjældent noget af familien, men så længe der er god lagkage, så er jeg glad. Og så håber jeg selvfølgelig også, at jeg skal spille en kamp, men jeg skal lige igennem en anden kamp først,« siger Caroline Wozniacki.

Tidlig søndag eftermiddag gennemførte hun en let træning på tre kvarter og kunne reflektere over lørdagens store comeback mod Anett Kontaveit og kigge frem imod mandagens ottendedelsfinale mod Coco Vandeweghe.

Mødet med den 24.-seedede amerikaner bliver en ny konfrontation mod en hårdtslående spiller - en såkaldt hardhitter. Dem har hun mødt mange af i den seneste tid.

Er du blevet mere komfortabel med at møde hardhittere?

»Jeg synes altid, jeg har haft det ok med at møde dem. Man skal være klar, for bolden kommer hurtigt tilbage. Man får ikke tid til at tænke så meget, inden man skal slå.«

»De første bolde er ren instinkt, og man skal have de rigtige vinkler på boldene. Det er måske meget godt, at jeg har mødt mange af den slags modstandere,« siger Wozniacki.

Er det tilfældigt, du har mødt mange hardhittere, eller er spillestilen en tendens blandt de nye og unge spillere?

»Generelt er stilen nok, at flere og flere prøver at slå hårdere og hårdere, men samtidig synes jeg, at der er mange forskellige spillestile, især blandt spillerne oppe i toppen,« lyder tennisstjernens vurdering.

Femteseedede Wozniackis møde med Vandeweghe er programsat som anden kamp på bane 3 mandag. Man kan forvente spillerne på banen omkring klokken 14 dansk tid - eller måske lidt senere.

/ritzau/