Tirsdag aften gik bølgerne højt mellem Danmarks eneste verdensetter inden for tennis og så Peter Bastiansen, der TV 2s mangeårige ekspert på området.

Caroline Wozniacki kaldte Bastiansen 'en klovn', fordi han i en B.T.-artikel sagde, at hun skulle starte helt forfra, hvis hun skulle gøre comeback igen. Hun pointerede, at hun havde en låst rangering som nummer 71 i verden.

Den detalje i modangrebet mod TV 2-eksperten er voldsomt opsigtsvækkende, mener B.T.s tennisreporter Jakob Kløcker. Han er først og fremmest overrasket over, at den tidligere grand slam-vinder slår tilbage på Bastiansens udmelding.

»Jeg må indrømme, at jeg faktisk aldrig har oplevet det her før med Caroline Wozniacki. Jeg troede, hun var ligeglad med, hvad folk havde af holdninger til hende. Og jeg havde bestemt det indtryk af, at hun slet ikke læser danske medier - men det gør hun så.«

»Vi har nærmest ikke hørt noget tennisrelateret fra i hende i snart et år, og så melder hun lige ind med det her. Det overrasker mig virkelig,« siger Jakob Kløcker om den 35-årige Wozniacki.

»Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, der ligger en potentiel bombe i det angreb, hun sender mod Peter Bastiansen. For hun åbner jo døren en smule for et nyt comeback. Hun ved præcis, hvordan hun skal bruge den protected ranking. Og hun ved præcis, hvilken rangering hun havde, da den blev låst.«

Wozniacki har allerede lavet et comeback. Har hun et mere i sig?
Wozniacki har allerede lavet et comeback. Har hun et mere i sig? Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg er med på, hun ikke direkte siger, hun overvejer at komme tilbage. Men så alligevel lidt… hun er jo så specifik, da hun nævner den særlige detalje. Det er voldsomt opsigtsvækkende, det her.«

Wozniacki fik sit tredje barn i juli, og kort inden blev hun spurgt, om hun ville spille videre i fremtiden.

»Det er et godt spørgsmål. Det kommer an på, hvordan jeg har det, og hvordan kroppen har det. Jeg er ikke sikker på noget, og jeg tænker ikke så langt frem lige nu,« sagde Caroline Wozniacki i slutningen af maj.