SÅDAN! Caroline Wozniacki ydmyger sin modstander og spiller sig videre til anden runde ved US Open efter en gigantisk afklapsning.
Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation:
Caroline Wozniacki var komplet overlegen. Hun lavede stort set ikke en fejl. Og selv når den kritiserede førsteserv pludselig sad lige, hvor den skulle, så vidste vi nærmest ikke, hvad vi skulle gøre af os selv.
Men vi må også erkende, at Nao Hibino spillede på så absurd ringe et niveau, at vi slet ikke kan fatte, at hun har formået at kæmpe sig igennem kvalifikationen. For det var virkelig en uværdigt indsats fra japaneren denne tirsdag. Også selv om Wozniacki spillede helt forrygende.
Danskeren ydmygede hende fuldstændig, når hun altså ikke lige selv sørgede for at gøre det selv ved at kyle boldene langt ud af banen eller direkte i nettet, så snart Wozzy pressede hende det mindste.
Under en times spil, og så var udraderingen en realitet. Wozniacki er videre med de brutale cifre 6-0, 6-1.
Ser du med, Holger? Det håber vi, du gør.
For når stortalentet ikke kan, så må Wozzy vifte med de rød-hvide farver i New York. Vi har det, som om det endnu en gang er hende, der skal redde den danske ære i 'The Big Apple'. Og med god grund.
For den danske verdensstjerne spiller ALLE dueller, som om det er den vigtigste i hele kampen. Der kommer så mange nemme point ind på kontoen, når man har den tilgang til spillet.
Hvis blot Holger Rune havde bare en smule af hendes stjernestøv og monstermentalitet, så kunne det blive rigtig stort. Men det må de danske fans åbenbart kigge langt efter…
Vi nåede lige at få bange anelser, da danskeren gik på banen.
For Caroline Wozniacki kom pludselig gående med en forbinding om den ene underarm.
Men de bange anelser blev lynhurtigt pakket væk, da hun på ingen måde lignede én, der var hæmmet af noget som helst. Tværtimod.
NØØØØJ, den var vigtig for dansk tennis, den her.
Hvis ikke engang Caroline Wozniacki havde formået at spille sig videre til anden runde, så havde det jo udviklet sig til en gigantisk joke her i New York.
Det slap vi heldigvis for at opleve. I hvert fald i denne omgang. Og derfor kan 'Miss Sunshine' nu se frem til at redde mere af den rød-hvide tennisære i storbyen, når hun torsdag skal møde enten franske Caroline Garcia eller mexicanske Renata Zarazua.
