Den vilde danskerdag fortsætter ved Wimbledon. Caroline Wozniacki er på forrygende vis klar til anden runde efter et opgør, der må have givet arrangørerne røde ører.
Herunder får du B.T.s dom over kampen:
Hvis man var i tvivl om, hvordan forskellen på en erfaren tennisstjerne og et talent så ud, så er man det ikke længere efter at have set den her kamp.
Caroline Wozniacki spillede klogt, solidt og bundrutineret. Og hun rystede ikke på hånden i de tætte dueller. Hun sendte bare alt tilbage, som hun altid har gjort. Iskoldt.
Modsat Alycia Parks, der hamrede den ene forhånd – og til dels sine server – så langt ud af banen, at man næsten var i tvivl om, hvorvidt et par af dem rent faktisk endte helt uden for Wimbledon-anlægget. Det var jo latterligt så mange uprovokerede fejl, amerikaneren lavede. Helt til grin, faktisk.
De store stjerner skal stå tidligt op for at køre rundt med danskeren her i London, ser det ud til. Hun er nemlig videre med cifrene 6-2, 6-0.

Sikke et Wimbledon-comeback!
I fem år har danskeren ikke spillet en singlekamp på det berømte græsunderlag i London, men det var jo slet ikke til at se denne eftermiddag.
Og pludselig – efter et par vanskelige måneder med ALT for få kampe og manglende wildcards – har Caroline Wozniacki igen grund til at smile over sit spil.
For med en plads i top-80, en OL-billet i hus samt kampe i benene, begynder det her opsigtsvækkende comeback nu rent faktisk at ligne noget, der er seriøst.

Der kunne ikke proppes flere ind. Samtlige sæder var optaget. Og alt imens stod folk i lange køer ude foran og ventede forgæves.
Sådan går det, når man sender en verdensstjerne ud på bane 16 ved Wimbledon, hvor der nærmest ingen tilskuerpladser er. Interessen for danskeren var vidst en del større, end arrangørerne havde regnet med. De blev fuldkommen taget på sengen. Hvad tænker de dog på? Den beslutning virkede helt håbløs.
Folk stod sågar oppe på stolene på de omkringliggende baner for at få et glimt af Caroline Wozniacki. Hvor var det vildt at se.
JA DA! Velkommen til anden runde, Caroline.
Hvem havde dog troet det for bare et par uger siden, hvor danskeren stod et – mildt sagt – forfærdeligt sted i karrieren? Ikke os. Det kan vi lige så godt indrømme.
Men i stedet venter nu et opgør mod?, og hvis hun spiller sådan her, så kan vi ikke se nogen grund til, at hun ikke også kan nærme sig karrierens bedste Wimbledon-resultat:
Den berømte fjerde runde.