Holger Rune spillede som dag og nat – desværre mest som sidstnævnte – i braget mod grusspecialisten Sebastián Báez. Først virkede han overlegen. Så fossede energien ud af danskeren, der spillede chokerende energiforladt.

Her får du B.T.s dom over kampen, som Holger Rune tabte 6-2, 2-6, 3-6:

Hvad skete der lige dér, Holger?!

Første sæt var EMINENT af danskeren, men så faldt alt fra hinanden – ikke mindst Runes koncentration var helt væk i andet sæt, som Báez vandt lige så overlegent efter en misset dansk breakbold til 2-0.

14 point i træk tog den GRUSomme argentiner i andet sæt. Det var voldsomt at være vidne til danskerens kollaps. Han ødelagde det for sig selv med et chokerende lavt niveau og tydelige frustrationer.

De tunge ben fortsatte med at plage danskeren i tredje sæt. Vi er målløse over den kæmpe nedsmeltning. Det var absurd at være vidne til.

Ét billede siger mere end tusind ord.
Ét billede siger mere end tusind ord. Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix

Wupti, så er vi ligesom i gang!

Der var ikke spillet mange sekunder af opgøret, før Holger Rune diskede op med en megalækker stopbold, som fuldstændig snød Sebastián Báez.

Den var et tegn på, hvad der var i vente i første sæt. For Holger Rune begravede argentineren under det grus, han ellers er specialist på – og i år har taget flere sejre end nogen anden på.

Det var bare ikke til at se i første sæt. Rune tværede verdens nummer 19 ud med en halv times magtdemonstration og cifrene 6-2. Desværre var tanken tom efter dén opvisning.

Holger Rune var slet ikke tilfreds, da han pludselig lavede en dobbeltfejl.

Og det var ikke sig selv, han var vred på. Det var derimod noget meget høj musik, der blev spillet uden for stadion!

Rune appellerede til dommeren om, at han ville have musikken stoppet, og efterfølgende så man dommeren kommunikere med nogle via en walkie-talkie.

Det viste sig, at der uden for stadion holdt en radio-lastbil, der bragede musik ud af højttalerne. Den fest fik Rune stoppet. Kort efter stoppede danskerens egen fest.

Uha, den koster dyrt.

550 point mister Rune helt præcist. Der er en verden til forskel på nu og sidste års finale i Rom, og det kan ses på verdensranglisten.

Den koster godt nok kun én placering på verdensranglisten, men endnu flere ånder ham i nakken nu.

Det kan blive rigtig grumt, hvis nedturen fortsætter i French Open.