'Hey, vil du ikke tilbage?'

Det var næsten før, det var de ord, Clara Tauson ytrede i retningen af amerikanske Caroline Dolehide ved Miami Open tirsdag dansk tid. 

Hun udspillede amerikaneren, men pludselig åbnede Tauson døren på klem. 

Heldigvis for danskeren smækkede hun den selv lige i hovedet på Dolehide, der blev besejret 6-3, 3-6, 6-2.

Her er B.T.s dom fra opgøret:

Hun virkede i fuld kontrol i første sæt. Dolehide var gået i flyverskjul, men så sneg frustrationen sig ind hos danskeren. Dobbeltfejl, ketsjeren smadret i jorden. Den totalte kontrol blev til totalt kaos. Tauson fik Dolehide til at ligne en verdensetter gang på gang. Nedturen var på vej - men danskeren fik bygget sit spil op igen og viste stor styrke. Især mentalt. Serven, der havde dannet grobund for det gode spil, kom tilbage på skinner. Solidt, simpelt, sejr. Det må vi tage hatten af for. 

Kampen var end ikke minutter gammel, før Clara Tauson måtte kalde på fysisk assistance. Der var bøvl med skulderen. Om det var de 25 vanvittige serveesser, danskeren præsterede i runden inden, skal være uvist, men øm var skulderen altså. Og fysikken har desværre været en gentagende udfordring for danskeren. Denne gang virkede det dog til, at behandlingen hjalp. 

Jamen, var det ikke? Jo, jo, det var det da. TV 2s tennisekspert Tine Scheuer-Larsen var på plads til Tausons kamp i Miami, hvor hun sad side om side med Tausons træner Lars Christensen. Det er ikke første gang, Scheuer-Larsen bliver set på sidelinjen til Tausons kampe. Det skete også under French Open sidste år, hvor hun blev inviteret med i danskerens boks. Tine Scheuer-Larsen har trænet Tauson tidligere og har et tæt forhold til hende, har hun tidligere forklaret. 

Av, av, av. Der venter en KÆMPE opgave for Tauson i anden runde. Her møder danskeren Elena Rybakina - nummer fire i verden. Lad os bare være ærlige, der er klasseforskel - og det er en næsten umulig opgave for Tauson. Hun kan kun imponere, så værsgo, Clara, nyd turen mod en af verdens bedste!