Det sitrede af spænding og verdensklassespil, da Holger Rune tørnede sammen med Grigor Dimitrov i finalen i ATP-turneringen i Brisbane.

Desværre tabte den danske tenniskomet i en tæt og velspillet affære til den 2.-seedede bulgarske verdens-14'er, som bare var helt iskold gennem hele finalen. 7-6, 6-4 lød nederlagscifrene.

Det er nok bedst, hvis de danske børn har sovet længe eller var tunet ind på Ramasjang denne søndag morgen, for det der foregik på Pat Rafter Arena var i perioder forbudt for børn.

Holger Rune og Grigor Dimitrov serverede nemlig en brandvarm gyserforestilling til morgenkaffen, som desværre fik et forkert udfald set med danske briller. 

Gennemrutinerede Dimitrov lagde gennem hele kampen pres på Rune særligt med sin knivskarpe baghånd. Men den 20-årige dansker lagde sig ikke ned, og holdt sammen på sig selv uden at få (for mange af) sine velkendte frustrationsudbrud, som vi senest så i semifinalen.

Begge verdensklassespillerne leverede tennis på ekstremt højt niveau. Alligevel rakte det ikke for Rune. Og det må gøre ondt. Men hatten af for Dimitrov, som var uhyggeligt godt spillende.

Foto: Patrick Hamilton/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Endnu en tabt for finale for Holger Rune, som er gået fra banen med den lille taberpokal i tre af sine seneste fire titelkampe det seneste lille års tid. Skal vi være bekymret? 

Det må ikke udvikle sig til et kompleks for den 20-årige dansker, som har vundet fire ATP-titler i sin korte karriere. Den første sejr var i Bavarian Open i april 2022. I alt har han optrådt i ni finaler.

Efter at have tabt første sæt kom Holger Rune, som var startet kampen med en hvid kasket, ud til andet sæt med sin lyserøde lykkekasket på hovedet. Med den på knolden havde danskeren ikke tabt et sæt i Brisbane.

Og den gav da også straks vinger til sortklædte Rune, som blæste sin modstander af banen i de første dueller. Desværre varede den lyserøde lykke kun kort tid for danskeren, og det ligeværdige styrkeforhold blev hurtigt genskabt for siden at tippe over til bulgarerens fordel.

Foto: Tertius Pickard/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

14. januar. Der går det løs i Australian Open. Årets første grand slam-turnering er naturligvis et af sæsonens store mål for tennis-gulddrengen fra Hellerup.

Her skal Holger Rune, som bliver seedet som nummer otte, være endnu mere op på dupperne, end han har været i Brisbane - og her har han gjort det fremragende hele ugen - hvis han også i Melbourne skal komme så langt som til finalen. Eller endnu bedre: Vinde hele baduljen!