Caroline Wozniacki er ude af Wimbledon med et kæmpe brag, efter hun blev fuldstændig ødelagt af én af verdens bedste.
Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation:
Hun reddede lidt af æren i andet sæt. Men det ændrer desværre ikke på, at danskeren blev fuldstændig destrueret af Elena Rybakina på græsunderlaget.
'Wozzy' har meldt ud, at hun vil spille lige op med de allerbedste i det her comeback. Men hun er ikke i nærheden af at kunne gøre det. Forskellen på top 10-spillerne og den danske stjerne er simpelthen alt, alt for stor. Hun var jo chanceløs.
Og når hverken baghånden eller den vilde mentalitet kan redde hende, så kommer hun altså aldrig til at stryge til tops ved en grand slam igen. Det lyder hårdt, men det er den følelse, vi sidder med lige nu, efter hun blev sendt ud med cifrene 0-6, 1-6 på under en time.

Øv, hvor er det ærgerligt, det her.
For havde Caroline Wozniacki – på sensationel vis - formået at kyle verdens nummer fire ud af Wimbledon, havde hun pludselig haft en gigantisk mulighed for at chokere endnu mere og gå i en semifinale.
Vejen dertil var nemlig banet med navne, der ikke ligefrem havde fået os til at ryste i bukserne. Og derfor føles nedturen da også bare endnu større lige nu.
Vi kan ikke tillade os at forvente, at danskeren bare vinder over en spiller af Rybakinas kaliber. Det er vinderen af Wimbledon 2022, vi snakker om. Men hvis der alligevel var én, vi troede, kunne gøre det, så var det den danske stjerne. Vi må dog erkende, at vi tog grueligt fejl. For lørdag var en nedsmeltning.

I starten af andet sæt gik alle på Court 1 pludselig helt amok. Og spillerne kiggede undrende på dommeren.
I flere sekunder jublede de tusindvis af tilskuere nemlig ellevildt over noget helt andet end tennis.
For Englands EM-sejr i kvartfinalen satte ild til den store tennisarena, mens Caroline Wozniacki og Elena Rybakina blot kunne grine af det. Et helt absurd øjeblik.

Vi anede ikke, hvad vi skulle forvente af Caroline Wozniacki til dette års Wimbledon. Men hun tog fusen på os ved at nå til tredje runde.
For efter flere måneders snak om, hvorvidt hun egentlig tager det her opsigtsvækkende comeback seriøst, er vi blevet mindre i tvivl. For under grand slam-turneringer finder hun altid noget overraskende frem. Uanset hvor længe comebacket så ender med at vare.
Vi frygtede, at hun allerede ville blive blæst ud for flere dage siden, men som så mange gange før lukkede hun munden på de kritikere, der har været efter hende i så lang tid.
Det må alligevel give hende bare lidt blod på tanden frem mod OL om mindre end en måned. Også selv om det er på grus.