Wow! Clara Tauson er klar til anden runde ved US Open efter et kæmpe drama, hvor hun gennemgik en vanvittig forvandling.

Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation:

Lad os bare få første sæt ud af verdenen. For det var håbløst fra danskerens side. På alle fronter.

Men lige så snart, hun begyndte at spille med tålmodighed og fokus, så tvang hun kampen over på sine præmisser, mens Anna Schmiedlova i stedet kastede om sig med graverende fejl.

Tauson gennemgik en helt vanvittig forvandling fra første til tredje sæt, og det var vildt at opleve, hvordan en spiller, der er i så dyb krise, kan få så meget momentum på ét øjeblik i et opgør, der ellers så ud til at være afgjort for længst. Hvordan kan det dog ske?

En stærk bedrift mentalt af danskeren, som nu kan juble over at være videre ved US Open med cifrene 1-6, 7-6, 6-2.

Foto: Cj Gunther/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vi har nærmest ikke ord for, hvor vigtig den her sejr var for Clara Tauson, som inden denne uge havde befundet sig i karrierens værste periode rent spillemæssigt.

Og vi frygtede, at hun var endt et sted, hvor hun i New York ville give os indtrykket af, at hun nærmest hadede at spille tennis. Men det modbeviste hun stort ved at tage denne skalp.

Der ligger stadig et arbejde for Lars Christensen, hvis han skal holde sit stortalent inde i top 100 de kommende måneder. Men nævn gerne et bedre sted at gøre det end ved US Open?

Et par enkelte dueller, og så begyndte hun ellers at skælde ud.

Denne gang var det ketsjeren, der med det samme fik skylden for den svære start på kampen.

Tauson bliver simpelthen dybt frustreret over de mindste ting for tiden. Enten er det ketsjeren, der er noget galt med, eller så er det teamets råd, der ikke virker.

Hun er nødt til at pakke de mentale nedsmeltninger sammen. Det er hamrende umodent, og det får hende heller aldrig op i nærheden af de allerbedste. Det skal stoppe NU!

Foto: Cj Gunther/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

En sejr ved en grand slam kan kurere stort set alt. Sådan føles det i hvert fald lige nu.

For efter en forfærdelig periode er der endelig kastet lys over Clara Tausons spil, som ellers virkede til at være sendt helt ned under gulvbrædderne.

Men en sejr i et kæmpe drama kan give alle vinger, og pludselig står danskeren med en mulighed for at nærme sig noget ved US Open, som vi – for at være helt ærlige – slet ikke havde troet på.

Det kræver dog, at hun løfter sit niveau, for i anden runde venter Diana Shnaider, der er nummer 18 i verden.