B.T.s dom: Kæmpe drama – ubehagelige billeder
Brutalt exit – Holger Rune sendt ud.

Brutalt exit – Holger Rune sendt ud.

NEDTUR! Holger Rune er ude af Shanghai Masters efter et kæmpe drama.
Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation:


Vi sad i flere perioder af første sæt med en følelse af, at danskeren nærmest ikke satte en fod forkert. Det gjorde han selvfølgelig, for der var uprovokerede fejl. Men på en måde blev de bare totalt overshinet af helhedsindtrykket fra Rune. Niveauet i første sæt må have rystet nogle af de ATP-spillere, der så med.
Her fik Daniel Altmeier nemlig lov til at smage hele pakken. De flabede stopbolde. Den brutale forhånd. Serven ud af banen. Og danskerens hårdtarbejdende defensiv. Tyskeren havde ikke en chance dér. Han var udspillet.
Men, men, men... andet sæt var langt mere jævnbyrdigt og dramatisk. Her kunne man godt se, at Rune stadig mangler en del kampform. Helt naturligt efter så lang en skadespause.
Det samme gjorde sig gældende i tredje sæt. For her satte trætheden for alvor ind, og derfor endte det i stedet med et hårdt nederlag på 6-1, 6-7, 4-6.

For en uge siden var det et chokerende lavt niveau, vi var vidner til.
Onsdag var det så, som om den danske tennisprins i momenter var tilbage, som da han var allerbedst.
Hvis han spiller resten af året, som han gjorde i første sæt, så får de rød-hvide tennisfans travlt med at holde øje med ranglisten. For så går det hurtigt opad.
Desværre var det ikke nok til at nappe den første sejr på ATP-touren efter sit comeback denne aften.


Han smadrede sit håndklæde ned i jorden. Dybt frustreret. Og med det samme signalerede den danske tennisstjerne ud til sit team:
»Det et slut,« mens han haltede og pegede ned på sit knæ.
Det var ubehagelige billeder, og vi frygtede i den grad, at han var blevet ramt af en ny skade efter andet sæt.
Heldigvis blev han på banen og forsøgte at kæmpe for sejren.

Amen, for fanden, altså... Holger Rune havde jo ALT under kontrol. Det lignede én af de nemme dage på kontoret.
Men i stedet er danskeren allerede ude af den prestigefyldte turnering efter første runde.
Og værre er, at han efterhånden ikke har flere point tilbage på verdensranglisten. Han ligger og roder rundt LANGT, LANGT nede.
Det positive er dog, at det snart kun kan gå én vej herfra!