B.T.s dom: Holger gav bøllebank – en kamp vi sent vil glemme!


Magtdemonstration! Tronskifte! Holger Rune uddelte bøllebank til sin norske ærkerival Casper Ruud i et kvartfinaledrama, vi sent vil glemme!
Nordmanden blev skilt ad og sendt hjem til Norge af den overlegne dansker, som vandt 6-4, 6-2. Her får du B.T.s dom over kampen:
'Verdens mest vindende grusspiller siden 2020'. Holger Rune kunne ikke være mere ligeglad med sin modstanders titel. Ruud skulle sendes hjem til Norge med det først mulige fly.
Rune fik den norske stjernespiller til at smelte fuldstændigt sammen med et konstant tryk i verdensklasse. Vi kommer til at drømme om de danske kanoner, Rune sendte ned langs begge linjer.
Kampen havde på forhånd alle ingredienser til at få danske og norske tennisfans klistret til skærmen. De rød-hvide kunne næppe tro deres egne øjne i begejstring, mens vores naboer mod nord har zappet væk hurtigere, end det er muligt at råbe 'forlad, forlad, forlad!'.
Var det her et tronskifte på den nordiske grus-trone?
Hvor er han vild!
Holger Rune har været uhyre stærk i Barcelona, og fredag tog han det til et nyt niveau imod ærkerivalen Casper Ruud, der i flere perioder af kampen blev tværet dybt ned i det røde grus.
Rune var OVERLEGEN i duellerne fra baglinjen og holdt hovedet koldere end en norsk isfjord i den catalanske forårsvarme.
Men Holger: Stop de stopbolde, før de stopper dig. Det var det eneste, der ikke fungerede.

Tusen takk, Casper!
Nordmanden havde netop afværget Runes to første breakmuligheder i kampens allerførste parti, da Rune smadrede en vinder ned langs linjen, og det tog pusten fra Ruud.
Sekunder senere forærede nordmanden partiet til Rune med en dobbeltfejl. Dét lagde fundamentet for et buldrende dansk tennistog.
Rune brød igen i Ruuds andet serveparti. Nordmanden virkede rystet og fik ikke en fod til jorden de første 25 minutter. Og for den sags skyld heller ikke i andet sæt, hvor Ruud var helt væk.
Vi ærgrer os stadig over, at Rune måtte trække sig fra Monte Carlo, men i Barcelona har danskeren genfundet topformen.
Nu drømmer vi om, at eventyret fortsætter hele vejen til finalen på søndag.
Danske tennisfans kan i hvert fald godt rydde alle påskeplaner af bordet – eller indstille sig på, at sild, snaps og påskeæg skal fortæres foran flimmerkassen i selskab med en storspillende dansker.
Vi kan ikke vente til lørdagens semifinale mod Karen Khachanov!