Holger Rune udraderede sin modstander, da han på overlegen vis bragede sig selv videre til anden runde ved Wimbledon.
Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation:
Vi havde siddet en smule chokerede tilbage, hvis Holger Rune havde tabt et sæt til Soonwoo Kwon. For sydkoreaneren var til tider HELT væk. Det var godt nok et ringe niveau, han fandt frem.
Danskeren var komplet overlegen fra start til slut, og især førsteserven ligner et våben, der kan blive helt ekstremt vigtigt på det hurtige græsunderlag. Serveesserne fløj i hvert fald rundt om ørene på Kwon. Og et par gange var den her opvisning på under to timer nærmest forbudt for børn.
Og når ikke engang et sløjt banevalg af arrangørerne kan hyle Holger Rune ud af den, så ligner det pludselig, at han kan blive gift for enhver af de store stjerner, der krydser hans vej.
Tirsdag var i hvert fald en stærk start af danskeren, som vandt med cifrene 6-1, 6-4, 6-4.

Holger Rune er på en mission. Det bør han i hvert fald være. Ellers forstår vi intet.
For danskeren trænger så gevaldigt til et stort grand slam-resultat. Hele Tennisdanmark trænger faktisk til det. For 2024-sæsonen har været milevidt fra det, der tryllebandt nationen sidste år.
Det bliver altafgørende for resten af sæsonen, hvis han kan undgå at dumpe endnu længere ned på ranglisten. Men det kræver, at han når langt i det engelske.
I første runde lignede han dog én, som de kommende uger har tænkt sig at lukke munden på alle dem, der tvivler på ham. Og nøj, hvor det klædte ham!

Eller...det gjorde du ikke, for hun var der slet ikke.
Danskerens mor og manager, Aneke Rune, var nemlig ingen steder at se ved bane 16. Også selv om det er en grand slam, vi taler om.
Det sker nogle gange, at hun ikke tager plads i spillerboksen for at støtte tenniskometen. Men til så stor en turnering har vi faktisk aldrig oplevet før.
Tre hurtige sæt, og så var han ellers klar til anden runde. Job done for den unge dansker.
Om to dage står han dog over for en langt sværere modstander, selv om ranglisten ikke ligefrem burde få de danske tennisfans til at ryste i bukserne. Men det kan alligevel godt blive tilfældet. Her venter nemlig brasilianske Thiago Seyboth Wild, som ligger nummer 74 i verden.
Holger Rune er kæmpe favorit, men det har han været før, hvor det er gået helt galt.