Holger Rune viste i glimt tennis fra allerøverste hylde, men det var ikke nok til at forlænge eventyret i French Open.

Den 19-årige dansker tabte til norske Casper Ruud og missede dermed en plads i semifinalen i grand slam-turneringen.

Rune tabte 1-6, 6-4, 6-7, 3-6 til Ruud, der er nummer otte i verden og også seedet som nummer otte i turneringen.

Kampen begyndte onsdag aften omkring klokken 21.30 og varede tre timer og et kvarter. Dermed sluttede den natten til torsdag.

Rune, der er nummer 40 i verden, havde generelt stor ære af kampen, men han var oppe mod en bedre modstander på dagen.

Rune blev brudt i sine to første servepartier, og på scoretavlen stod det lige pludselig 5-0 til Ruud, der er specialist på grus.

Rune var dog på ingen måde udspillet, men det var tydeligt fra start, at Rune var oppe mod en spiller, der sendte næsten alt tilbage fra baglinjen.

Ruud havde i modsætning til Rune også fået gang i sin serv fra start. Rune undgik med nød og næppe at få et æg i første sæt, men det gik klart til nordmanden, som dominerede.

I tennis kan det hurtigt vende, og i andet sæt leverede Rune et flot minicomeback.

Bagud med et servegennembrud i andet sæt fik Rune endelig sit spil til at køre, og med to danske servegennembrud fik han vendt kampen på hovedet og udlignet til 1-1 i sæt.

Tredje sæt blev helt lige, men Rune blev brudt og kom bagud 3-4.

Rune brød dog straks tilbage og udlignede til 4-4 og kom også foran 5-4. Duellanterne fulgtes ad frem til 6-6, og sættet skulle afgøres i tiebreak.

Her var Ruud stærkest, nordmanden ramte flere gange linjerne, og Rune tabte med cifrene 2-7.

I fjerde sæt fulgtes de to skandinaviske spillere længe pænt ad, men Ruud slog til på et afgørende tidspunkt og brød til 5-3-føring. Herefter servede Ruud kampen hjem.

I semifinalen skal Ruud møde kroaten Marin Cilic, som i sin kvartfinale vandt over russeren Andrey Rublev i fem sæt.

Det er første gang, at Ruud er nået så langt i en grand slam-turnering.

Trods nederlaget kan Rune se tilbage på en flot turnering med mange store sejre. Især imponerede danskeren i sejren over grækeren Stefanos Tsitsipas, der er nummer fire i verden.

Det var første gang i sportens åbne æra, at en dansk herrespiller var helt fremme i kvartfinalen i en grand slam-turnering.

Rune kan se frem til at avancere til top-30 på verdensranglisten, nærmere bestemt nummer 28 på mandag.

/ritzau/

Du genopleve kampen i livebloggen herunder.