Der venter Holger Rune nogle brutale uger.
For den danske tennisstjerne kommer primært til at ligge med benet oppe den første tid, mens han er hjemme i Danmark.
For efter tirsdagens operation kan den 22-årige dansker, der har overrevet sin ene akillessene, nu se frem til en lang genoptræning, hvor det kommer til at gå langsomt i starten.
Der går nemlig noget tid, før den fysiske genoptræning kan begynde, eftersom danskeren ene ben skal være i gips i to uger.
Det afslører danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.
»Lige nu hygger Holger og holder ferie med benet oppe. Han ser lidt Champions League og et par gode serier i tv og spiser noget god mad. Og så har han familien og teamet omkring sig,« lyder det, inden hun fortsætter:

»Og så går vi så småt i gang med fase 1-træningen bagefter.«
Netop fase 1-træningen kommer til at blive enormt vigtig for Holger Runes kamp for at komme tilbage til verdenstoppen.
Men allerede nu gælder det om at få genskabt kontakten til foden og den sammensyede akillessene, er meldingen.
Og det kan blandt andet gøres ved hjælp af forskellige øvelser.

»Der er mange små ting, man kan gøre allerede nu med biodynamiske øvelser, vejrtrækningsøvelser og øjentræning, så hjernen ikke glemmer kontakten til foden,« fortæller tennismoren og tilføjer:
»Og før vi ser os om, så er gipsen væk, og så er han i støvle. Derfra starter så næste fase.«
Holger Rune kommer som minimum til at skulle have en speciel støvle på i hele seks uger, når først gipsen er taget af.
Ekstremt lang tid for en ung verdensstjerne, som nærmest aldrig har været vant til andet end at rende rundt på en tennisbane.
De lange udsigter til et comeback kommer dog ikke til at slå ham ud, forsikrer Aneke Rune.
»Vi holder humøret højt,« afslutter hun.
Det var i lørdagens semifinale ved Nordic Open, at den danske tennisspiller pludselig kom alvorligt til skade, da han overrev sin ene akillessene.
En skade, der holder ham ude i 6-12 måneder.

