Holger Rune er klar til semifinalen i ATP 500-turneringen i Acapulco efter sejr over Dominik Koepfer.

Den danske tennisspiller Holger Rune er efter et særdeles tæt opgør klar til semifinalen i ATP 500-turneringen i Acapulco i Mexico.

Det skete med en sejr i kvartfinalen over tyske Dominik Koepfer med cifrene 7-6, 7-6.

Mens undertippede Koepfer formåede at presse Rune i tiebreak i både første og andet sæt, var Rune klart stærkest i den afgørende fase af kampen.

Rune gjorde således rent bord i andet sæts tiebreak, som han vandt med 7-0. Tiebreak i første sæt vandt Rune med 7-2.

De to konkurrenter formåede at bryde hinanden to gange hver i første sæt og en enkelt gang hver i andet.

I løbet af opgøret på 1 time og 55 minutter kom det Rune til gavn, at han afværgede to af tyskerens fem breakbolde.

Til gengæld konverterede danskeren tre ud af tre af sine egne breakbolde.

Danskeren skal i semifinalen møde vinderen af opgøret mellem norske Casper Ruud og amerikanske Ben Shelton. Det opgør spilles senere på morgenen fredag dansk tid.

I den anden semifinale spiller Alex de Minaur mod briten Jack Draper.

Rune er nummer syv på verdensranglisten, mens Koepfer er nummer 58.

/ritzau/