Han er en mand, der ofte trækker overskrifter. Og nu er det sket igen for tennislegenden Boris Becker.

Det var i forbindelse med, at han kommenterede Wimbledon-kampen mellem Novak Djokovic og Márton Fucsovic for BBC, at der faldt en kommentar, flere har studset over efterfølgende.

En kommentar, der ikke handlede om spillet på banen. I stedet gik den på en særlig kvinde – Anett Böszörményi.

Først var det John Iverdale, som han kommenterede kampen med, der bemærkede, at hvis man er tennisspiller, 'er det godt at have en partner, der hedder Anett, med henvisning til Márton Fucsovics forlovede. Og det var det, Becker reagerede på.

»Det siges jo, at Ungarn har de smukkeste kvinder. Jeg ved ikke noget om det, men hun er godt nok flot,« lød svaret fra Becker.

Og at de to overhovedet talte om kvinder under kampen, var upassende, mener Stephanie Hillborne, der er chefredaktør på Women in Sport.

»Når to mænd har det fint med at tale om kvinder på denne måde, især på direkte tv, så viser det, at der stadig er meget mere, vi kan gøre,« sagde hun efterfølgende.

Også tennisjournalisten Chris Goldsmith har kommenteret på udtalelserne fra de to kommentatorer efter kampen, som Novak Djokovic i øvrigt vandt.

Boris Becker trækker igen overskrifter.
Boris Becker trækker igen overskrifter. Foto: SAEED KHAN
Vis mere

'Boris Becker og John Inverdale, der taler om, at ungarske kvinder er de pæneste i verden under kampen mellem Novak Djokovic og Márton Fucsovics, var ikke lige den analyse, jeg regnede med på Centre Court,' skriver han i et opslag på Twitter.

Hos BBC er de blevet gjort bekendt med kritikken, men de mener ikke, der er noget at komme efter.

»Boris Becker kom med en bemærkning, der blev sagt med et glimt i øjet, og det var på ingen måde for at støde nogen,« siger tv-kanalen til iNews.

Det er langtfra første gang, Boris Becker er kommet i vælten for sine bemærkninger. Det skete også, da han under semifinalen ved US Open 2020 fik sagt, at kampens dommer, Marijana Veljovic, var 'ekstremt flot og en, man kunne spise med øjnene'.