Den tidligere tennisstjerne Boris Becker blev for to uger siden løsladt efter flere måneder i fængsel – nu er han draget på ferie til mere luksuriøse rammer.

Det skriver den tyske avis Bild.

Nærmere bestemt til østaten Sao Tome og Principe ud for Afrikas vestkyst, hvorfra Becker har sendt en videohilsen:

»Årets sidste dag, og jeg vil gerne sige et par ord til mine kære og alle, der respekterede mig og stod bag mig i mit livs hårdeste år. Nu er det slut, og jeg føler, jeg er kommet stærkere ud på den anden side end nogensinde,« siger han blandt andet.

Boris Becker tilbragte otte måneder i britisk fængsel, efter han blev idømt en fængselsdom på to et halvt for at skjule værdier for hundredtusindvis af pund.

Den tidligere verdensetter havde blandt andet skjult en ejendom i Tyskland samt 825.000 euro (6,1 million kroner) i et teknologifirma.

Han blev løsladt og udvist af Storbritannien 15. december.

Den 55-årige tysker fik dommen i april og har derfor kun afsonet cirka otte måneder. Der var ellers lagt op til, at Becker skulle sidde bag tremmer i 15 måneder. Resten af dommen blev gjort betinget.

Han har for nylig fortalt, hvordan han frygtede, at han skulle miste livet i det britiske fængsel.

I sin videohilsen fra Sao Tome og Principe, der er kendt for koralrev, tropiske strande og regnskove, siger Becker, at hans mentale helbred nu er »bedre, end det nogensinde har været«.

Tyske Boris Becker vandt seks grand slam-tennistitler i sin karriere, der endte i 1999.