Den tredobbelte Wimbledon-vinder er netop blevet løsladt og deporteret fra Storbritannien. Beckers deroute, der startede med et luksusliv i London, men endte med en fængselsdom for skattesvig, har givet verdensstjernen stof til eftertanke, og det er en forandret Boris Becker, der møder medierne nu.

»I fængslet er du intet. Du er bare et nummer. Mit var A2923E, jeg blev ikke kaldt Boris, og ingen giver en skid for dig« siger Boris Becker til den tyske tv-station Sat.1.

Den tidligere verdensetter har tilbragt 231 dage i engelske fængsler. Heraf hovedparten i det berygtede Wandsworth Prison i det sydvestlige London. Det er et højsikkerhedsfængsel, hvor nogle af Storbritanniens værste forbrydere sidder.

Boris Becker fortæller, at maden var skidt, og at der var for lidt af den. Men værre endnu var den megen vold, der er i fængslet.

Bedre dage. Boris Becker med Steffi Graf efter at begge havde vundet Wimbledon-titlen i 1989.
Bedre dage. Boris Becker med Steffi Graf efter at begge havde vundet Wimbledon-titlen i 1989. Foto: John Redman
Vis mere

En rapport, udgivet af det britiske fængselssystem i august 2022 udpeger da også netop Wandsworth Prison, et af de ældste i landet, som særlig problematisk.

»Her var meget ringe levevilkår, dynger af affald, beskidte, graffitidækkede vægge og ødelagte møbler,« står der, blandt andet i rapporten.

Samme rapport slår fast, at volden mellem de indsatte i Wandsworth Prison i løbet af det sidste år, er fordoblet – og det er netop i denne periode, at Boris Becker har siddet der.

Mod slutningen af sin fængsling blev den tidligere, tyske verdensstjerne overført til det åbne fængsel i Huntercombe, hvor forholdene var noget bedre. Becker fik blandt andet et job i fængslet med at hjælpe de andre indsatte med fysisk træning. Det ændrede dog ikke på hans iver efter at komme ud.

Wandsworth Prison i det sydvestlige London, er et af Englands værste.
Wandsworth Prison i det sydvestlige London, er et af Englands værste. Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

»Jeg sad på kanten af min køje fra klokken seks om morgenen den dag, jeg skulle løslades, og håbede bare, at celledøren ville blive åbnet. De kom efter mig klokken 7.30, låste døren op og sagde: 'Er du klar?' Jeg sagde, lad os komme af sted. Jeg havde for længst pakket mine sager.«

Boris Beckers fald fra tinderne, er ikke gået ubemærket hen. De britiske tabloidaviser har dækket retssagen intenst, og der har ikke været megen støtte at hente fra britisk side. Denne sommer under Wimbledon sendte Novak Djokovic dog en hilsen til sin ven og tidligere træner.

»Selvfølgelig knuser det mig at se, hvad der sker med ham. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være for familien. Han ved, at jeg altid vil være der for ham,« sagde Djokovic, der havde inviteret Beckers kone og søn på stadion.

Novak Djokovic med Boris Becker, efter at førstnævnte vandt Wimbledon i 2019. Adrian DENNIS / POOL / AFP
Novak Djokovic med Boris Becker, efter at førstnævnte vandt Wimbledon i 2019. Adrian DENNIS / POOL / AFP Foto: Adrian DENNIS
Vis mere

Boris Becker har ikke fået særbehandling af det britiske system, og selvom hans søn stadig bor i England, så tilskriver reglerne omkring Beckers deportation fra Storbritannien, at han ikke må rejse tilbage til landet de næste ti år.

Til de tyske medier siger Boris Becker, at den barske tid har ændret ham.

»Jeg tror, jeg har genopdaget det menneske, jeg engang var. Det har været en hård og dyr og smertefuld lektie. Men det har alt sammen lært mig noget vigtigt i livet,« siger den 55-årige Boris Becker til Sat.1. Hele interviewet med Becker vises på tysk fjernsyn tirsdag aften.