»Det er hårdt.«

Sådan lyder det fra Boris Becker i en ny dokumentar hos Apple TV+, der har fået lov til at komme helt tæt på den tyske tennislegende.

Og de fulgte ham blandt andet i dagene op til, han fik sin dom i april sidste år, hvor et helt nyt klip viser, hvordan han bryder sammen, da han skal sætte ord på situationen. Det skriver The Sun.

»Jeg har ramt bunden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Men jeg vil stå ansigt til ansigt med det. Jeg kommer ikke til at gemme mig eller stikke af,« siger Boris Becker, der forklarer, hvordan det kunne gå så galt.

Han var en stor stjerne, der vandt seks grand slam-turneringer, tjente flere hundrede millioner, og alligevel endte det med en konkursbegæring.

Sidste år blev han dømt skyldig i at have skjult værdier for hundredtusindvis af pund.

Dommen lød oprindeligt på 2,5 år, men tyskeren blev løsladt før tid og herefter udvist af Storbritannien, og tyskeren fortæller i dokumentaren, hvordan det langsomt begyndte at skride i takt med, at pengene i en tidlig alder begyndte at rulle ind på kontoen.

»Mit liv har altid været lidt anderledes end andres. Min opvækst var anderledes. At vinde Wimbledon som 17-årig var anderledes. Og de næste 36-37 år var anderledes. Når du er så ung og bliver kastet direkte i havet, hvor alle de store hajer er, er det meget svært at lære at svømme. Men når du så først lærer det, føler du, du er uovervindelig,« forklarer han.

Boris Becker og kæresten, Lilian de Carvalho.
Boris Becker og kæresten, Lilian de Carvalho. Foto: MICHELE TANTUSSI
Vis mere

For Boris Becker kørte en ekstravagant livsstil i sin aktive karriere, og det stoppede ikke den dag, han lagde ketsjeren på hylden.

I sine unge dage havde han ikke noget kreditkort, han hævede aldrig kontanter, for alt blev gjort for ham, og han smed om sig med penge. Indtil der pludselig ikke var flere at tage af.

»Jeg vandt min første million, da jeg var 17 år. Pengene ryger ud ad vinduet, du har ingen fornemmelse af værdien. Du ved ikke, at 99 procent af befolkningen ikke engang når at tjene en million pund. Som atleter tror mange af os, at de penge, vi tjener i karrieren, fortsætter med at tikke ind efter. Vi tilpasser ikke vores livsstil hurtigt nok. Du bliver ved at bruge penge, du ikke længere tjener, du bruger af de penge, du tidligere har tjent. Så jeg giver mig selv skylden,« siger Becker.

I programmet fortæller Becker desuden, hvordan utroskab kostede ham et ægteskab. Det kan du læse mere om her.