»Du værdsætter først din frihed, når du har været sat bag tremmer.«
Den skandaleramte tidligere tennisstjerne Boris Becker fortæller nu flere detaljer om tiden i fængsel, hvor han tidligere har sagt, at han troede, han skulle dø.
Den 55-årige tysker afslører blandt andet, hvordan han forberedte sig på tiden i spjældet, og hvem af de andre indsatte man skulle sørge for at blive venner med.
Det sker i et interview med CNN.
»Jeg så en hel del film inden bare for at forberede mig selv en lille smule, men det var slet ikke som forventet. Det var meget skræmmende. Det er en ægte straf at få frataget sin frihed og sit levebrød,« fortæller Boris Becker til mediet.
»Den eneste valuta du har i fængslet er din karakter og din personlighed. Og du har bare at blive venner med de stærke drenge, for du har brug for beskyttelse. Du har brug for en gruppe mennesker, der passer på dig.«
Boris Becker fastslår, at han havde masser af tid til at reflektere over sin situation, da han var bag tremmer i blandt andet skrækfængslet Wandsworth.
»Det var en kamp for at overleve,« siger tennislegenden, der vandt Wimbledon tre gange i 1980erne.
Becker blev sendt i fængsel i april sidste år.
Dommen lød på 2,5 år, efter han blev erklæret konkurs og sidenhen gemte værdier for 22 millioner kroner for myndighederne.
Kort før jul blev han dog løsladt og udvist af Storbritannien.
Siden har han åbent fortalt om sit livs svære perioder. Blandt andet indrømmede han, hvad der kostede ægteskabet. Den historie kan du læse lige HER.