De blev gift 15. september 2021.

Men tennisstjernen Simona Halep og milliardæren Toni Iuruc når ikke at fejre deres første bryllupsdag.

Parret har nemlig valgt at gå hver til sit, fortæller Iuruc til det rumænske medie Fanatik.

»Simona og jeg har besluttet at gå fra hinanden. Resten bliver håndteret af advokater, så det bliver på den mest civiliserede måde som muligt. Tak for forståelsen,« siger han til mediet og tilføjer, at han ikke ønsker at udtale sig yderligere om bruddet.

Simona Halep skal skilles, oplyser hendes snart eksmand til et rumænsk medie.
Simona Halep skal skilles, oplyser hendes snart eksmand til et rumænsk medie. Foto: Instagram
Vis mere

Parret blev viet sidste år, og planen var, at de skulle have holdt et større bryllup og en fest 13. november i år i Rumænien.

Simona Halep røg tidligt ud af årets US Open. Faktisk nåede hun ikke længere end til første runde, hvor hun blev slået af verdensranglistens nummer 124, kvalifikationsspilleren Daria Snigur.

Den rumænske tennisstjerne ligger nummer syv på verdensranglisten, og flere bemærkede under førsterundekampen, at hun virkede til at være ved siden af sig selv.

Halep har dannet par med Toni Iuruc, der ejer seks forskellige firmaer, siden 2018. Hun har endnu ikke kommenteret bruddet som hendes nu snart eksmand altså har bekræftet.