Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Den tyske tennisstjerne Alexander Zverev bliver ikke sanktioneret sportsligt, efter han for knap halvandet år siden blev anklaget for vold af sin ekskæreste.
Det oplyser herrernes tennisorganisation, ATP, i en pressemeddelelse.
Zverev er blevet undersøgt af en ekstern part i sagen. Men man har altså ikke fundet tilstrækkelige beviser til at straffe Zverev.
Det var Olga Sharypova, Zverevs ekskæreste, som gentagne gange anklagede tyskeren for vold – både fysisk og psykisk – i den periode, de var sammen.
Især én episode er blevet nævnt flere gange. Ved US Open i 2019, hvor Zverev ifølge Sharypova forsøgte at kvæle hende med en pude.
Hun fremsatte også anklagerne i en avisartikel.
Zverev afviste alle anklager:
'Jeg har sat mine tyske og amerikanske advokater på sagen,' skrev han om artiklen og fortsatte:
'Jeg afviser kategorisk at have voldt Olya ondt. Jeg støtter også fuldstændigt tilblivelsen af ATPs politik omkring vold i hjemmet. Jeg kommer ikke til at kommentere på det yderligere,' skrev Zverev.
Ikke desto mindre iværksatte ATP en undersøgelse i oktober 2021.
Men undersøgelsen »var ikke i stand til at underbygge påstandene om misbrug eller overtrædelser af ATP's regler,« som det hedder i pressemeddelelsen.
Dog kan afgørelsen revurderes, hvis der kommer nye beviser i sagen, eller hvis en eventuel retssag afslører brud på reglerne.