Var det spil for galleriet, eller var det ægte smil?

Det er det spørgsmål, mange tennisfans har stillet, efter et helt særligt billede fra Met Gala så dagens lys tidligere på ugen.

For på det stod Venus Williams, Maria Sharapova og Serena Williams, alle tre med store smil.

Et billede, der blev delt på de sociale medier – det i sig selv er jo ret normalt, men det opsigtsvækkende her var, at de tre stjerner har haft noget af en fejde, mens de alle tre var aktive. Derfor begynde mange fans at reagere.

Venus Williams, Maria Sharapova og Serena Williams.
Venus Williams, Maria Sharapova og Serena Williams. Foto: Instagram
Vis mere

»Først og fremmest talte Serena og jeg om Maria dagen inden,« forklarer Venus Williams nu i en video, der er blevet delt på Twitter. Og det var kun i positive vendinger, fortæller den tidligere tennisstjerne.

»Vi sagde 'for pokker, hvor ville vi ønske, Maria stadig spillede'. Vi så hende (til Met, red.), og så gik vi begge hen for at sige til hende, at vi lige havde talt om hende og ønskede, at hun stadig var med på touren,« siger Venus Williams.

Maria Sharapova stoppede sin karriere sidste år i kølvandet på for mange skader, mens Williams-søstrene fortsat er aktive på tennisbanerne.

»Vi var bare så glade for at se hinanden. Der var kram, latter, historier, og så blev der taget et billede. Så historien bag billedet er, at selv om vi spillere er hårde konkurrenter på banen i mange år, respekterer og elsker vi stadig hinanden – og vi elsker også Maria,« siger den 41-årige amerikaner.

Særligt Maria Sharapova og Serena Williams har som nævnt bestemt ikke altid været på god fod.

Hele rivaliseringen begyndte tilbage i 2004, da dengang 17-årige Sharapova slog Williams i Wimbledon-finalen.

Siden tog Serena Williams dog revanche, og det skyldtes ifølge russeren, at amerikaneren havde en 'indædt vrede rettet mod hende, fordi den tynde pige havde slået hende mod alle odds'.

Desuden stak Williams til Sharapova i et interview, da sidstnævnte var begyndt at date Grigor Dimitrov, som Williams angiveligt datede tidligere, ved at sige, at Sharapova altid startede alle interview med, hvor lykkelig hun var, at det var kedeligt, og at Sharapova 'aldrig ville blive inviteret med til de seje fester'.