Billederne gik verden rundt: Superstjerne hylder Rune
Pludselig florerede rygterne – Carlos Alcaraz takker Holger Rune.

Pludselig florerede rygterne – Carlos Alcaraz takker Holger Rune.

Et par billeder, og så gik det ellers amok.
Mere skulle der ikke til.
For da Holger Rune i sidste uge pludselig blev spottet i Murcia, da han trænede med den spanske superstjerne Carlos Alcaraz, begyndte de sociale medier at selvantænde.
På det tidspunkt herskede der nemlig stadig stor mystik omkring, hvorvidt de to barndomsvenner ville nå at blive klar til US Open.
Holger Rune nåede det ikke, men det gjorde den syvdobbelte grand slam-vinder til gengæld. Og det skyldes især danskerens hjælp i det spanske.
Det fortæller Carlos Alcaraz på et pressemøde i New York forud for turneringen:
»Det var virkelig en vigtig uge for mig. Jeg er nødt til at sige tak til Holger, fordi han kom til Murcia for at træne med mig.«
»Han er i rigtig god form. Det er klart, at han mangler lidt mere genoptræning og sådan, men det hjalp mig rigtig meget i forhold til at indse, at jeg var klar til at komme hertil (New York, red.). Jeg er klar til at præstere,« lyder det fra den forsvarende US Open-vinder.
Spanieren har ellers ikke været i kamp siden midten af april på grund af en alvorlig håndledsskade.
Og tennisfans verden over havde for længst opgivet håbet om at se ham i aktion under årets sidste grand slam.
Men da først billederne fra barndomsvennernes træning begyndte at gå verden rundt i adskillige medier, tog comeback-rygterne fart.
Og få dage senere meddelte spanieren så, at han endelig var i stand til at gøre comeback i den amerikanske storby.
Netop derfor hylder han nu Holger Rune. Ja, han kan faktisk ikke vente med at se Danmarks bedste herrespiller i aktion igen.
»Holger er altid velkommen dér (i Murcia, red.), hvis han har brug for det. Jeg var meget glad for at se ham tilbage på banen og træne godt. Træning med høj intensitet.«
»Jeg håber snart at se ham tilbage i kamp. Jeg kan ikke vente med at se ham rundt omkring. Så ja, tak til ham for at hjælpe mig til, at jeg kunne blive klar til US Open,« afslutter Carlos Alcaraz på pressemødet.
Årets sidste grand slam-turnering begynder søndag.