Er det et redskab til køkkenet? Et moderne trofæ?

Spørgsmålene har været mange, siden Ashleigh Barty vandt sin niende titel og fik et noget usædvanligt trofæ.

Det skete, da hun søndag vandt over spanske Garbiñe Muguruza i finalen i Yarra Valley Classic. For her fik vinderen en præmie, der har fået mange til tasterne, og Channel 9-kommentatoren Nick McArdle satte da også nogle ord på det:

»Jeg er ikke sikker på, hvor hun placerer det trofæ i hjemmet. Om det er et køkkenredskab i form af et særligt skærebræt, eller om det kommer ind i trofæskabet, men det er et af de mest usædvanlige trofæer, vi har set i tennisverdenen,« sagde han ifølge News.

Trofæet består nemlig af en træplade, der ved første øjekast har samme form som et skærebræt.

Det er lavet af en lokal kunstner, hvilket er tilfældet for præmierne til flere af turneringerne i Melbourne lige nu, og fælles for dem alle er, at trofæet også har et australsk dyr med.

På Ashleigh Bartys trofæ er der tale om en såkaldt vombat, som er et kortbenet pungdyr. Det fylder det meste af træpladen, tennisstjernen holder på sejrsbilledet, og det har fået mange til at reagere.

For mens flere hylder, at der er blevet tænkt i anderledes baner, er der også flere, der simpelthen ikke kan gennemskue, hvad det forestiller.

  • 'Det ligner en glaseret og stegt vombat til Ash Barty efter sejren inden Australian Open.'
  • 'Hvorfor holder Ash Barty en vombat lavet af afføring?'
  • 'Hvad er det her for et trofæ? Jeg siger ikke, jeg ikke elsker det, for det gør jeg virkelig.'
  • 'Hvad i alverden er det her for et trofæ?'
  • 'En venlig vombat? Et nyt slags trofæ, må det siges, og det er godt. Håber, Ash Barty har god plads i sit hus.'
  • 'Hun ville ønske, hun ikke havde vundet, da hun så trofæet.'

Sådan lyder blot et udpluk af de mange reaktioner efter Ashleigh Bartys sejr. Den 24-årige australier, der lige nu ligger nummer et på verdensranglisten, skal i næste uge spille Australian Open.

Første modstander bliver Danka Kovinic.