Aryna Sabalenka mærker et anspændt forhold til ukrainske tenniskolleger efter invasionen i Ukraine.

I modsætning til aktører i andre sportsgrene er russiske og belarusiske tennisspillere ikke ramt af udelukkelse fra internationale begivenheder efter Ruslands invasion i Ukraine.

Men det betyder så langtfra, at forholdet mellem spillerne i det omrejsende tenniscirkus er godt.

Belaruseren Aryna Sabalenka lægger ikke skjul på, at stemningen uden for banen mellem ukrainere på den ene side og russere og belarusere på den anden er temmelig anspændt.

- Det har været virkelig, virkelig hårdt for mig, for jeg har aldrig oplevet så meget had i omklædningsrummet, siger Sabalenka ifølge AFP på et pressemøde forud for Miami Open, der begynder i denne uge.

- Jeg har haft enormt svært ved at forstå, at der er så mange mennesker, der hader mig uden nogen grund overhovedet. Altså, jeg har ikke gjort noget, lyder det fra belaruseren.

Sabalenka, der er nummer to på verdensranglisten, forklarer, at den anspændte atmosfære primært kommer til udtryk som tavshed mellem spillerne.

Hun er også selv havnet i diskussioner med folk fra de ukrainske spilleres team.

I Indian Wells for nylig skulle hun i tredje runde have spillet mod ukraineren Lesia Tsurenko, der imidlertid trak sig med den begrundelse, at hun var ramt af angstanfald.

Det har taget tid for Sabalenka at vænne sig til den noget tyngede atmosfære i og omkring turneringerne.

- Jeg havde det skidt, fordi det føltes, som om jeg havde gjort noget, og forholdet til nogle af de ukrainske piger i omklædningsrummet er stadig ikke så godt.

- Men jeg er kommet frem til, at det ikke er min skyld, og at jeg ikke har gjort dem ondt. Jeg er ret sikker på, at resten af de russiske og belarusiske spillere heller ikke har gjort ukrainerne noget, lyder det fra Aryna Sabalenka.

/ritzau/