For en uge siden aflyste tennisspilleren Serena Williams alt og valgte at isolere sig i seks uger.

Det gjorde hun som følge af coronavirus, der lige nu hærger verden over.

Nu her - en uge senere - indrømmer tennisstjernen, at isolationen og den frygtede smitte tager hårdt på hende. Det fortæller hun på det sociale medie TikTok, skriver medierne Reuters og CNN.

»Nu har jeg taget social afstand i noget tid, sikkert omkring to uger, og alting gør mig en smule skør. Hver gang nogen nyser omkring mig, bliver jeg vanvittig,« siger Serena Williams blandt andet.

Serena Williams har vundet 23 Grand Slam-titler - næstflest i historien.
Serena Williams har vundet 23 Grand Slam-titler - næstflest i historien. Foto: Abbie Parr
Vis mere

Hun forklarer videre, at hun i begyndelsen af isolationen havde det fint.

Men som timerne og dagene passerer, bliver der blot opbygget frygt og stress, siger hun.

»Hun (Olympia, Serena Williams' datter, red.) hostede, så jeg blev sur og gav hende et blik. Bagefter tænkte jeg: 'Er hun okay? Er der noget galt med min datter? Er der noget, jeg kan gøre?'.

»Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre, så i stedet for at slappe af, føler jeg i stedet, at jeg er underlagt kæmpe stress,« lyder det fra Serena Williams.

Serena Williams har valgt at isolere sig sammen med sin mand og datter.

'Tilbringer de næste seks uger afsondret. Som hustru. Som mor. Madlavning. Rengøring. Forårsrengøring. Ansigtsmaske. Makeupvejledninger. Jeg vil fortælle jer, hvordan det forløber... pas på jer selv. Det her er alvorligt,' skrev hun på Instagram.

Serena Williams og resten af tennisverdenen kommer heller ikke i aktion lige foreløbelig.

På grund af coronavirus er samtlige kampe i ATP- og WTA-regi suspenderet frem til den 7. juni. Også Grand Slam-turneringen French Open, som skulle have været spillet i maj, er udsat til september og oktober.