Engelske BBC har kigget på serienumrene på Djokovics coronaprøver, hvilket sår tvivl om dato for positiv test.

Det er nok de færreste, der er interesseret i URL-koder på coronatestsvar eller deres serienumre, men en gruppe tyske forskere var vågne.

Og det kan give den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic problemer.

Det skriver engelske BBC, efter at to journalister har efterprøvet forskernes resultater.

Mangt og meget er skrevet om Djokovics forfejlede forsøg på at stille op i tennisturneringen Australian Open - og om hans manglende vaccination.

Der udspillede sig en længere farce, som endte med at Djokovic blev smidt ud af landet, dagen før turneringen gik i gang.

Dermed kunne serberen, der har vundet turneringen ni gange, ikke forsvare sin titel.

Han blev smidt ud, fordi han ikke er vaccineret. Men Djokovic var af den opfattelse, at han havde fået dispensation fra vaccinen på grund af tidligere coronasmitte.

Sagen syntes lukket.

Men sagen har taget en ny drejning, efter at den førnævnte tyske forskergruppe kiggede på URL-koderne på de to testsvar, som Djokovics advokater havde fremlagt for de australske myndigheder.

De blev fremlagt som bevis for, at han ikke behøvede at være vaccineret.

En URL-kode er den specifikke adresse, der er tilegnet en hjemmeside på internettet.

URL-koderne var tidsstemplede. Men tidskoderne på prøverne passede ikke med det, som Djokovic havde oplyst.

Den test, som Djokovic påstod, var foretaget 16. december, havde en tidskode, der sagde, at den var lavet 26. december.

Det fik forskerne til at udgive deres resultater under titlen "Novak Djokovics tidsrejsende PCR-tests".

Hvilket har fået BBC til at kigge videre på sagen.

På den første test - den positive - fra 16. december er serienummeret 7371999. På den anden test - den negative - fra 22. december er serienummeret 7320919.

At serienummeret på den første test var højere end på den anden fik BBC til at fremskaffe data på serbiske coronatests, hvornår de var lavet og deres dertil hørende serienumre.

De plottede deres data ind på en tidslinje og kunne se, at serienumre steg, jo senere de var foretaget - altså lige bortset fra den positive coronaprøve, som Djokovic og hans advokater påstod, var afgivet 16. december.

Her konkluderer BBC - ligesom forskerne, at den positive coronaprøve måtte være lavet den 26. december, hvis den skulle passe med tidslinjen.

Djordje Krivokapic, der er specialist i data- og digitalsikkerhed, forklarer til BBC, at der selvfølgelig kan være sket en fejl.

- Men hvis det var årsagen, kan jeg ikke se hvorfor myndighederne, ikke bare siger det, siger han.

BBC har flere gange forsøgt at få svar fra både de serbiske myndigheder og fra Novak Djokovic og hans hold af advokater, men uden held.

/ritzau/