Hvis Clara Tauson tager til Australian Open og andre turneringer down under, venter flere restriktioner.

Når tennistouren i slutningen af december og januar finder vej til Australien, bliver der rusket godt og grundigt op i det hele.

Alle turneringer op til Australian Open 18. januar bliver nemlig afholdt i en og samme delstat, Victoria.

Det sker for at sikre, at spillere ikke bliver fanget i coronakarantæne mellem delstater og forskellige byer.

Det oplyser det australske tennisforbund ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Normalt kommer spillerne rundt til turneringer i byer som Sydney, Brisbane, Perth, Adelaide og Hobart.

Men delstaterne kunne ikke stille garanti for, at enkelte spillere kunne rejse frit mellem byerne, og derfor må de flyttes til samme delstat.

Op mod 550 spillere fra hele verden og deres følge ventes ifølge The Guardian at flyve mod Victorias delstatshovedstad, Melbourne, i midten af december.

Her vil de ifølge den britiske avis skulle i en to uger lang karantæne, hvor de kun må opholde sig på hoteller og træningsbanerne.

Når karantænen er ovre, vil spillerne få mulighed for frit at bevæge sig rundt i Victoria og også mødes med fans og andre uden for boblen.

Ændringen kan få konsekvenser for danske spillere, som regner med at stille op i den australske del af tennistouren, der normalt benævnes "The Australian Swing".

Blandt andre har 17-årige Clara Tauson over for TV2 tilkendegivet, at hun håber på at stille op ved Australian Open. Her vil hun muligvis skulle igennem kvalifikationen først.

Clara Tauson er i 2020 kravlet støt op ad ranglisterne med blandt andet en flot præstation ved French Open, hvor hun nåede til anden runde ved at slå top 30-spilleren Jennifer Brady.

De to australske topspillere Ashleigh Barty og Nick Kyrgios ventes at vende tilbage til turneringstennis efter tidligere på året at have afvist at rejse ud af landet under coronapandemien.

Australien har slået hårdt ned på coronavirus med internationale rejserestriktioner. I sensommeren og efteråret var der en en opblussen af virusset i Victoria, men smittetallene har ellers generelt været lave de seneste måneder.

/ritzau/