Novak Djokovic har stadig ikke prøvet at tabe en tenniskamp i Beijing.

Tirsdag stod han for syvende gang i finalen i ATP-turneringen China Open, og for syvende gang endte det med en sejr til serberen.

Det skete på en måde, som han og tilskuerne næppe havde håbet på.

Finalemodstanderen Alex de Minaur trak sig i begyndelsen af andet sæt med en skade, efter at han havde fået behandling.

Australieren førte 1-0 i andet sæt, men havde tabt første i en tiebreak.

- Jeg vil gerne undskylde over for alle de fantastiske fans, der kom for at se kampen, siger de Minaur i sin tale på banen efter kampen.

Djokovic har vundet samtlige 34 kampe, han har spillet i den kinesiske hovedstad.

Heller ikke i semifinalen var han uheldig. Her var han foran 7-5, 5-3, da Daniil Medvedev blev diskvalificeret.

Russeren tyrede en bold ud blandt publikum efter en duel og ramte en uheldig tilskuer, der tilsyneladende fik bolden i øjet.

Titlen var Djokovics første i 2026. Gennem sin storslåede karriere har han vundet 102 turneringer, heriblandt 24 grand slam-turneringer.

- Det er 11 år siden, jeg har spillet her sidst. Jeg har altid høje forventninger til mig selv og forestillede mig, at jeg skulle vinde trofæet her igen. Men jeg vidste også, at virkeligheden er en anden 11 år senere.

- Året har været udfordrende for mig med op- og nedture og forskellige skavanker. Jeg prøvede bare at finde den gode fornemmelse på banen, siger serberen i sin vindertale.

Med triumfen bliver 39-årige Djokovic den ældste vinder af en turnering på ATP Tour. Gaël Monfils satte sig sidste år på rekorden, da franskmanden i en alder af 38 år og fire måneder vandt i Auckland.

RITZAU