Fem "bobler" skal hjælpe Australian Open med at indlogere spillere på en god måde til turneringen i januar.

Den første grand slam-turnering på tenniskalenderen, Australian Open, kan blive spillet i januar som planlagt foran tusindvis af fans.

Sådan lyder udmeldingen fra turneringschef Craig Riley.

På en videokonference har Riley, der også er direktør hos Tennis Australia, luftet sine ambitioner for turneringen, der under normale omstændigheder afvikles i januar i den australske storby Melbourne.

Og selv om Melbourne i øjeblikket er under nedlukning på grund af coronapandemien, så er han altså optimistisk.

Afviklingen skal blandt andet ske ved hjælpe af fem "bobler", der bliver åbnet på tværs af landet seks uger før turneringsstart.

- Vi kommer til at åbne vores biobobler den 1. december, og spillere kan komme når som helst. Når spillerne ankommer, så er vores forventning, at de ikke skal være på et hotelværelse i 14 dage, som kravet lyder nu.

- Der vil være en undtagelse inde i den biosikre boble, siger Craig Riley.

Han mener samtidig, at man på en sikker måde vil kunne lukke omkring 400.000 fans ind på tennisanlægget i Melbourne. Det svarer til cirka halvdelen af det antal fans, der besøgte turneringen i januar i år.

Den store Melbourne Park, hvor turneringen spilles, dækker over et område på cirka 2,5 kilometer. Her vil det være muligt for folk at holde tilstrækkelig fysisk afstand, ligesom at mundbind vil være påkrævet.

- Vi har fastlagt en strategi og en plan for alle vores fans, i forhold til hvordan de bliver placeret på pladsen, siger turneringschefen.

Australian Opens kriseberedskab, der blev etableret i forbindelse med skovbrande i Australien i begyndelsen af 2020, har arbejdet med en række forskellige scenarier frem til afviklingen af næste års turnering.

Første scenarie var at afvikle det helt som sædvanligt. Andet scenarie var med et begrænset antal tilskuere, tredje scenarie var uden tilskuere, og fjerde scenarie var at flytte datoen. Femte scenarie var aflysning.

/ritzau/Reuters