Cremen af international tennis kan atter samles til august, når både ATP Tour og WTA Tour genoptages.

Tennisfans kan godt begynde at glæde sig til august. Der starter såvel ATP Tour og WTA Tour op igen efter coronapausen.

De to organisationer for henholdsvis herrer og damer meddeler onsdag, at ATP Tour genstarter 14. august med Citi Open i Washington DC, mens WTA Tour genoptages 3. august i italienske Palermo.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Både ATP Tour og WTA Tour, som er de største turneringer inden for professionel tennis, har ligget stille siden midten af marts, da coronapandemien for alvor ramte især Europa og Nordamerika.

Nu mener organisationerne, at det er forsvarligt at genoptage sæsonen, men foreløbig vil alle kampe blive afviklet uden tilskuere.

- I alle aspekter er det vigtigste, at vi genoptager sæsonen på en forsvarlig og sikker måde, siger ATP Tour-chefen, Andrea Gaudenzi, ifølge Reuters.

- For nu vil den fantastiske energi fra tilskuerne på stadion blive savnet voldsomt, lyder det fra formanden for WTA Tour, Steve Simon.

- Men vores rettighedshavere og samarbejdspartnere på sociale medier forsøger at finde nye veje til at kunne inddrage vores fantastiske fans.

For herrerne vil Cincinnati Masters efterfølge turneringen i Washington DC, inden den står på US Open i New York.

Derefter følger starten på en forsinket grussæson, som fører frem til French Open med start 20. september.

Når damerne er færdige i Palermo, skal de også til Cincinnati forud for US Open. Derpå tager også damerne hul på grussæsonen inden French Open.

Selv om det bliver uden hjemmepublikum i ryggen til US Open i New York, så bliver onsdagens udmelding hilst mere end velkommen af Serena Williams.

- Jeg kan slet ikke vente på at vende tilbage til New York til US Open 2020, siger den 23-foldige grand slam-vinder i en videohilsen.

- Jeg føler, at Usta (USA's tennisforbund) gør et fantastisk stykke arbejde med at sikre, at alt bliver forrygende, og at alle kan føle sig sikre.

Helt på samme måde har den øjeblikkelige verdenstoer, rumæneren Simona Halep det ikke. I en e-mail til Reuters skriver hun, at hun ikke har planer om at spille US Open.

- Med de retningslinjer, der her til morgen er blevet meddelt af US Open, har jeg på nuværende tidspunkt ikke planer om at spille i New York, skriver hun, men åbner en dør på klem.

- Jeg vil gerne understrege, at min beslutning ikke er hugget i sten.

Såfremt der sker ændringer i retningslinjerne og protokollerne for turneringen inden tilmeldingen i midten af juli, overvejer hun stadig at stille til start.

/ritzau/