Tredjeseedede Dominic Thiem er færdig i French Open efter et nederlag i en maratonkamp til Diego Schwartzman.

For første gang i fem år bliver semifinalerne i tennisturneringen French Open spillet uden Dominic Thiem som en af hovedrolleindehaverne.

Den tredjeseedede østriger tabte tirsdag aften en lang og udmarvende kvartfinaledyst til argentinske Diego Schwartzman, som omvendt er klar til sin første semifinale i den franske grusturnering.

Efter fem timer og ti minutters tennis trak Schwartzman sig sejrrigt ud af kampen med cifrene 7-6, 5-7, 6-7, 7-6, 6-2, mens Thiem måtte kapitulere.

Var Thiem gået videre, var han da også kommet på en umådelig svær opgave mod vinderen af kampen mellem andenseedede Rafael Nadal og useedede Jannik Sinner.

Det var nemlig anden kamp i træk, at Thiem var ude i en opslidende femsætter.

12.-seedede Schwartzman kom selv fra en sejr i tre sæt og tog også første sæt i tirsdagens kamp i en tiebreak.

Forinden havde spillerne brudt hinanden en gang hver. Et jævnbyrdigt sæt fik en ensidig afgørelse, da Schwartzman vandt tiebreaken 7-1.

Thiem satte sig på de to næste sæt, før Schwartzman med nød og næppe fik tvunget opgøret ud i et femte og afgørende sæt.

I fjerde sæt var Schwartzman foran med 5-4 og 40-0 i egen serv, da han blev brudt, men i tiebreaken viste han moral og vandt sættet.

Måske begyndte Thiems femsætter fra fjerde runde mod wildcard-spilleren Hugo Gaston at sætte sit præg på den nyslåede US Open-vinder.

I hvert fald havde Schwartzman mest overskud, da det skulle afgøres, og dermed vandt han for første gang i karrieren en kamp mod en spiller fra verdensranglistens top-5 i en grand slam-turnering.

/ritzau/