Aneke Rune er vred. Faktisk rasende.
Tennisstjernen Holger Runes mor og manager har nemlig været strandet i Doha med sin søn og datter, Alma, siden weekenden, hvor USA og Israel angreb Iran.
Et angreb, der efterfølgende har lukket luftrummet over stort set hele Mellemøsten. Og lige nu er der stadig ingen planer om at evakuere de 9.500 danskere, der opholder sig dér.
Det slog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fast torsdag over for TV 2.
»Det er der ikke udsigt til. Der er stadig muligheder for at komme hjem. Der er kommercielle flyselskaber, som flyver,« lød det blandt andet fra udenrigsministeren.
Og netop det svar har fået Aneke Rune op i det røde felt. Det gør hun ret hurtigt klart i et interview med B.T.

»Hvad er det for noget pølsesnak? Der er ikke kommercielle flyselskaber, der flyver fra Qatar. Den eneste mulighed er at køre 7-12 timer til lufthavne i andre lande, mens vi krydser fingre for, at der ikke sker nogen ulykker undervejs,« lyder det fra tennismoren, inden hun fortsætter.
»For vi kan ikke kan blive forsikret i private selskaber uden en evakueringsordre fra den danske regering. Men staten vil ikke tilbyde en forsikring.«
Derfor er Rune-lejren altså strandet i Qatar, hvor tenniskometen genoptræner på sportshospitalet Aspetar:
»Men jeg har taget Danmarks holdning til deres danske statsborgere ad notam, og jeg vil naturligvis have det i baghovedet, næste gang jeg skal udtale mig om mit forhold til at være dansk statsborger,« siger Aneke Rune.
Nogen vil måske sige: Hvorfor er det de danske myndigheders opgave at hjælpe, når Holger Rune bor i Monaco og betaler skat dér?
»Så vil jeg sige, at folk skal lave deres hjemmearbejde, inden de åbner munden. Jeg er dansk statsborger, og jeg har betalt skat hele mit liv i Danmark. Og jeg betaler stadig min skat i Danmark.«
»Jeg rejser rundt i verden med Holger, ja, men jeg er borger i Danmark. Jeg har hus og firma i Danmark, og det er helt på sin plads, at jeg har en holdning til det, som i øvrigt alle strandede danskere deler med mig.«
»Jeg udtaler mig på mine egne vegne. For Holger har sit på det tørre, da han bor i Monaco, som har iværksat en evakueringsplan sammen med Frankrig. Men han har jo ikke tænkt sig at efterlade sin mor alene i Doha.«
Rune-lejren oplyser, at de for længst har skrevet sig på den voksende danskerliste, som Udenrigsministeriet opfordrer danskere i udlandet til at gøre.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Udenrigsministeriet.

