Tilbage i marts 1996 gik en sindsforvirret mand amok og skød vildt omkring sig på Dunblane-skolen i Skotland. 16 børn og deres lærer blev dræbt af den 43-årige Thomas Hamilton, som til sidst skød sig selv.
Den skotske tennisstjerne Andy Murray var dengang otte år og elev på Dunblane Primary School. I et interview med Radio Times fortæller den forsvarende Wimbledon-mester mor Judy nu for første gang i detaljer om, hvor uhyggeligt tæt hendes søn var på at blive et af ofrene for den vanvittige gerningsmænd, der brød ind i gymnastiksalen og skød løs på en klasse med fem- og seks-årige børn.
Både Andy Murray og hans to år ældre storebror Jamie, som også er professionel tennisspiller i dag, var på skolen, da deres yngre skolekammerater blev skudt og dræbt.
- Andys klasse var på vej over til gymnastiksalen. Så tæt var han på det, der skete. De hørte støjen, og nogle gik over for at undersøge det. De kom tilbage og sagde til børnene, at de skulle gå over på inspektørens og viceinspektørens kontor. De fik at vide, at de skulle sætte sig neden under vinduerne, mens de sang sange. Lærerne og kantinedamerne gjorde det fantastisk, passede på dem og sørgede for, at de fik noget at spise - uden at de blev klar over, hvad der skete. Jeg ved ikke, hvordan de klarede det, fortæller Judy Murray om, hvordan børnene havde oplevet tragedien.
10-årige Jamie Murray havde hørt larmen og undret sig, fortæller hans mor:
- Han fortalte, at de troede, at der var nogen, der bankede på taget med en hammer. De kunne høre larmen, men man ville aldrig tænke på, at det kunne være skud.
Murrays mor havde selv været på arbejde i familiens legetøjsbutik i Dunblane, da hun hørte om massakren.
- Mens jeg kørte derhen, tænkte jeg, at jeg måske aldrig ville se mine børn igen. Der var alt for mange biler på vejen - alle prøvede at komme derhen. Jeg blev vred og råbte 'af vejen'. Omkring 400 meter fra skolen stod jeg bare ud og løb.
Endelig kom hun ind på skolen, hvor forældrene blev samlet i et klasseværelse. De var så mange, at hun måtte dele en stol med en mor, som hun selv havde gået i skole med som barn. Til sidst kom der en politimand og bad forældrene til børnene fra en bestemt klasse om at følge med ham.
- Kvinden, som jeg delte stol med, sagde 'Det er min datters klasse'. Jeg ved ikke, om jeg lider af de overlevendes skyld, men jeg havde et forfærdeligt øjeblik, hvor jeg følte mig så lettet over, at det ikke var mine børn, og så fik det forfærdeligt. Hun mistede sin datter, fortæller Judy Murray.
Hun kan ikke huske det øjeblik, da hun omsider, så hendes sønner igen, men Judy Murray erindrer, hvordan hun fortalte dem, hvad der var sket.
- På vej hjem måtte jeg stoppe bilen for at fortælle Jamie og Andy, hvad der var sket - de vidste det ikke, og det ville selvfølgelig fylde meget overalt. Det var en umulig ting at forklare børn. Jeg er glad for, at de var for små til at forstå, hvor enormt det var.
Begge drengene havde kendt gerningsmanden, Thomas Hamilton.
- De havde gået i de drenge-klubber, som han kørte på gymnasiet. Jeg kendte ham også - jeg havde givet ham lift fra drenge-klubberne hen til stationen. Han var en lidt sær snegl, men jeg ville aldrig have troet, at han var farlig. Så han har været i min bil, konstaterer Judy Murray, som selv er elite-tennistræner og står i spidsen for det engelske kvindelandshold.
