Andy Murray fik sit første sejr på højeste niveau siden januar, da han slog Tennys Sandgren i Kina.

Den skotske tennisspiller Andy Murray vandt tirsdag sin første kamp ved en ATP-turnering siden januar.

Murray åbnede Zhuhai Championships med en sejr over amerikaneren Tennys Sandgren med cifrene 6-3, 6-7, 6-1.

Efter at have haft en karrieretruende hofteskade, som krævede operation, er Murray dumpet ned som nummer 413 på verdensranglisten.

Den 32-årige har ikke haft succes på banen, siden han i august begyndte at spille singleturneringer igen. Blot to sejre på Challenger Tour - niveauet under ATP Tour - er det blevet til.

Tirsdag fik han så endelig en sejr på det øverste niveau.

Inden turneringen i Kina erkendte den tredobbelte grand slam-vinder, at han får svært ved at nå tilbage til toppen.

- Ærligt talt forventer jeg ikke at komme tilbage til mit allerbedste. Jeg synes, at det vil være en smule naivt og fjollet at tro, at det kommer til at ske.

- Jeg føler, at jeg målt på tennisintelligens og evner sagtens kan være med på højeste niveau, men spørgsmålet er, om jeg fysisk kan ramme et højt nok niveau til at kunne konkurrere i toppen, sagde Murray søndag.

I første omgang gælder det anden runde i Zhuhai, hvor australieren Alex de Minaur er modstanderen.

/ritzau/