Den britiske tennisprofil Andy Murray er med, når Australian Open i februar bliver spillet.

For to år siden frygtede Andy Murray, at han havde spillet sin sidste tenniskamp som professionel, da det endte med et nederlag i første runde i 2019-udgaven af Australian Open.

Hoften drillede, og Murray indikerede, at karrieren måske var forbi. Det endte dog ikke sådan, og til februar gør den britiske tennisprofil comeback i grand slam-turneringen.

Murray har således fået et wildcard til næste års Australian Open. Det siger turneringsdirektør Craig Tiley ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi byder Andy velkommen tilbage med åbne arme,« siger Tiley.

»Hans karrierestop var et følelsesladet øjeblik, og at se ham komme tilbage efter en stor operation bliver et højdepunkt ved Australian Open 2021.«

Skotten døjede dengang med hofteproblemer og blev opereret for skaden i januar 2019 efter Australian Open. Ni måneder senere – i oktober – vandt han sin første titel efter operationen, da han sejrede i European Open i belgiske Antwerpen.

På grund af nye problemer med hoften blev det ikke til mange kampe for Murray i den coronaramte 2020-sæson i tennis. Han er af samme grund røget ned som nummer 122 på verdensranglisten.

Murray har fem gange været i finalen i Australian Open, men har tabt dem alle.

Den australske grand slam spilles fra 8. til 21. februar.

/ritzau/