Dominic Thiem er klar til tredje runde af den amerikanske grand slam-turnering efter sikker sejr over inder.

Dominic Thiem fejede indiske Sumit Nagal af vejen, da han torsdag uden problemer spillede sig videre i US Open.

Den andenseedede østriger skulle kun bruge tre sæt på at booke en plads i grand slam-turneringens tredje runde.

Sumit Nagal blev besejret med cifrene 6-3, 6-3, 6-2.

Thiem kom hurtigt på sejrskurs i første sæt, da han brød til 2-0. Nagal fik dog senere udlignet til 3-3, men så trak østrigeren fra og sikrede sig sættet i overbevisende stil.

Andet sæt blev vundet efter tre østrigske servebrud, hvoraf det sidste var for sætsejren.

Tredje og sidste sæt fulgte en lignende opskrift. Tidligt servebrud af Thiem, hvorefter han cruisede til sejr.

Tidligere torsdag gik norske Casper Ruud videre, da hans finske modstander trak sig cirka midt i tredje sæt. Nordmanden havde vundet de første to.

Også den tredjeseedede russer Daniil Medvedev skulle natten til fredag i aktion mod Christopher O'Connell fra Australien.

Det var en kamp, som Medvedev, der sidste år tabte en episk finale mod Rafael Nadal i US Open, vandt komfortabelt med cifrene 6-3, 6-2, 6-4.

Andy Murray skal også forsøge at avancere, når han står over for canadiske Felix Auger-Aliassime.

/ritzau/