Jack Sock er kommet til ATP Finals med stor selvtillid og en tro på, at han kan slå de største tennisstjerner.

London. Den amerikanske tennisspiller Jack Sock har overrasket alt og alle - ikke mindst sig selv - ved at sikre sig en plads ved sæsonfinalen, ATP Finals, der begynder i denne uge.

Efter søndagens turneringssejr i Paris har den 25-årige amerikaner fået en tro på, at han kan overraske i ATP Finals, der har deltagelse af verdens otte bedste tennisspillere.

- Det er klart, at jeg har fået en masse selvtillid, efter at jeg lige har vundet den største titel i min karriere og kvalificeret mig til det her, siger Jack Sock.

- Jeg skal ud og spille frit og nyde at være ude på banen, fastslår han efter ankomsten til London, hvor ATP Finals går i gang på søndag.

Jack Sock indtog i sidste uge en placering som nummer 24 på verdensranglisten, men amerikaneren tog et stort hop til niendepladsen, da han vandt i Paris.

En skade til Stanislas Wawrinka betyder, at Sock har fået en invitation til ATP Finals.

Den prestigefyldte turnering med en samlet præmiesum på 50 millioner kroner har deltagelse af etablerede stjerner som Roger Federer og Rafael Nadal samt Alexander Zverev, Grigor Dimitrov, David Goffin, Dominic Thiem og Marin Cilic.

- Jeg har mødt mange af spillerne, og jeg har også slået nogle af dem.

- Specielt på grund af selvtilliden, jeg tager med fra sidste uge, tror jeg så meget på mig selv, at jeg kan gå ud og lave noget ravage, siger Jack Sock, der er havnet i samme gruppe som Federer, Sverev og Cilic.

I den anden gruppe står Nadal, Dimitrov, Goffin og Thiem overfor hinanden.

Det er første gang siden Mardy Fish i 2011, at en amerikaner deltager i ATP Finals.

Turneringen begynder på søndag og spilles frem til 19. november.

/ritzau/