Favoritterne falder fra i kvindernes singleturnering ved Wimbledon lørdag.

Først var det Elena Rybakina, verdens nummer to, der måtte se sig slået i tredje runde, og senere led verdens nummer tre, Iga Swiatek, samme skæbne.

Polakken vandt Wimbledon sidste år, men det kommer hun ikke til at gentage.

Lørdag måtte hun se sig slået i to sæt af den 21-årige filippiner Alexandra Eala, der især i andet sæt var overlegen i sin første kamp nogensinde på Wimbledons Centre Court.

Første sæt var helt tæt og blev afgjort i tiebreak, men i andet sæt var Alexandra Eala i hvert fald et niveau over den polske stjerne.

Iga Swiatek så en smule fortabt ud og lignede en, der ikke helt vidste, hvordan hun skulle slippe af med dårligdommene. 0-4, kom hun bagud, før hun for første gang i sættet holdt serv og kom på tavlen.

I glimt viste hun den klasse, der har sikret hende i alt seks grand slam-titler. Men lørdag var det altså bare ikke nok.

Alexandra Eala har haft en udmærket optakt til Wimbledon.

Godt nok røg hun ud i første runde i den sidste opvarmningsturnering, men i begyndelsen af juni vandt hun en challengerturnering på græs, ligesom hun i WTA 500-turneringen i Berlin senere i juni nåede semifinalen.

Nu er hun i fjerde runde i Wimbledon og skal møde Jasmine Paolini i kampen om en billet til kvartfinalen.

RITZAU