Clara Tauson vandt søndag en ITF-turnering i Sverige med en sikker finalesejr over ti år ældre russer.

Det 14-årige tennishåb Clara Tauson triumferede søndag i en seniorturnering i Stockholm.

Den unge dansker slog i finalen den ti år ældre russer Ekaterina Yashina med 6-3, 6-2.

Tauson demonstrerede stort overskud i første sæt, hvor den danske teenager kom bagud 1-3, før hun vandt fem partier i træk.

I andet sæt fortsatte Tauson med at dominere mod verdensranglistens nummer 591.

Clara Tauson bragte sig foran 3-1 med et servegennembrud, og herefter kørte hun sikkert sejren hjem. Kampen blev afsluttet med endnu et dansk brud.

For fem år siden var Ekaterina Yashina helt oppe som nummer 376 på ranglisten, hvor den danske vinder endnu ikke er registreret.

På vej mod triumfen i den svenske hovedstad har Clara Tauson i denne uge nedlagt fem modstandere - flere af dem har været en del år ældre end danskeren.

Turneringen i Stockholm hører til blandt de mindre i ITF-regi, der er niveauet under WTA, hvor tennisstjernen Caroline Wozniacki huserer.

Wozniacki indledte sin vej mod tennistoppen i de mindre ITF-turneringer. I sidste uge vandt den danske stjerne sæsonfinalen WTA Finals med deltagelse af verdens otte bedste spillere.

Den samlede præmiesum i Stockholm var på 15.000 dollar.

/ritzau/