Er din indbakke også eksploderet med spammail på det seneste? 

Så er du ikke alene. Flere YouSee-brugere er blevet ramt af et stort udbrud af uønskede e-mails, der har fyldt deres indbakker og skabt frustration.

En af dem er Kirsten Lindaa Pedersen, der ellers beskriver sig selv som værende 'forsigtig', når det kommer til mistænkelige links og e-mails. 

Alligevel bliver hun i øjeblikket bombarderet af spam i et omfang, der får hende til at overveje drastiske skridt.

»Det er vildt frustrerende,« siger Kirsten Lindaa Pedersen til B.T.

Hun har haft sin e-mailkonto ved YouSee i mange år, og har altid været tilfreds med den.

tip os
Har du en yousee-mailkonto, og er du også ramt af spam? Så skriv til os her!

»Søndag accelererede det. Bare siden i går aftes har jeg modtaget 52 e-mails,« fortæller hun.

Siden søndag har hun dagligt modtaget omkring 60 spammails.

»Det er da helt galt,« mener hun.

Nu har YouSee selv afsløret årsagen til den pludselige spam-invasion:

»Spamfilteret har ikke været korrekt indstillet efter en opdatering hos leverandøren af vores mailtjeneste. Derfor har brugere af YouSees mail de sidste dage desværre modtaget flere spammails end normalt.«

Sådan udtaler YouSees presseansvarlige, Mikkel Riis-Jørgensen, i et skriftligt svar til B.T.

Han forsikrer dog, at man arbejder på en løsning:

»Vi er opmærksomme på problemet, som vil være løst senere i dag, og vi beklager de gener, det har medført.« 

For Kirsten Lindaa Pedersen er ventetiden dog lang. 

Selvom hun ihærdigt forsøger at blokere afsenderne, føles kampen umulig. 

Og med en indbakke, der konstant bugner af uønskede mails, overvejer hun nu at skifte sin trofaste e-mailadresse.

»Jeg kunne godt finde på at skifte mail, men det er bøvlet,« indrømmer hun.

 Kan du ikke bare se bort fra spammails?

»Nej. De fylder i min mailboks. Lige nu ligger der omkring 60 spammails.«