Rygterne har svirret i månedsvis, men nu synes det mere og mere sandsynligt, at tech-giganten Apple vil lancere en helt ny udgave af Apple tv.

Det skriver flere tech-medier, heriblandt The Verge.

Den nye tv-boks vil angiveligt understøtte både 4K, som giver en langt højere opløsning, end Apple tv har i dag, ligesom tv'et vil have HDR (High Definition Range), som giver billedet både flottere og dybere farver.

Hvorvidt Apple har planer om et nyt tv eller ej har længe været diskuteret på diverse Mac-fora og tech-medier, men forleden spottede Guilherme Rambo, der er iOS-udviker, koder i et softwareprogram til den kommende Apple-højtaler Homepod, som angiveligt bekræfter, at rygterne taler sandt.

Samme software vakte også for få uger siden opsigt, da Apple ved et uheld kom til at udsende softwaren på trods af, at Homepod-højtaleren, det er lavet til, først kommer på markedet senere i år. Nyheden blev blot endnu større, da det lykkedes flere at spotte, at koder i softwaren også gemte på nyheder om den kommende iPhone 8.

Lækket er af flere blevet kaldt det største Apple-læk i årevis og afslørede blandt andet, hvordan den kommende iPhone 8 angiveligt er udstyret med 3D-ansigtsgenkendelse og mister sin hjem-knap.

Siden lækket har flere tech-kyndige set nærmere på softwaren, heriblandt Guilherme Rambo, der også var en af de første til at opdage iPhone 8-detaljerne, og det har altså vist sig, at softwaren ligeledes gemte på detaljer om et kommende Apple tv.

Allerede tilbage i februar kunne det amerikanske medie Bloomberg fortælle, at Apple angiveligt havde planer om at udsende en ny version af Apple tv - blandt andet med langt bedre farver end tv'et i dag kan tilbyde.

Udover koden i softwaren er det også blevet muligt at hente film og tv-serier i 4K og HDR gennem iTunes, hvilket ifølge flere tech-medier blot er endnu en indikation på, at det nye tv med 4K og HDR bliver en realitet.

Ifølge flere medier er en ny udgave af Apple tv i allerhøjeste grad tiltrængt, da flere konkurrenter på markedet allerede tilbyder samme kvalitet, og Apple derfor længe har haltet bagefter på tv-kvaliteten.