Nu til dags kan du vælge mellem en trådløs højttaler med wi-fi- eller bluetooth-forbindelse. Hvis du ikke kan få begge dele, er her tipsene til at vælge.

Der findes efterhånden adskillelige former for trådløse højttalere. Men ud over design og størrelsen på dem er det også vigtigt at tage højde for, om de skal afspille musik via wi-fi eller bluetooth.

Thorben Bayer er projektleder ved Forbrugerrådet Tænk, og han fortæller, at for at tage den beslutning skal du først finde ud af, om din højttaler skal stå i hjemmet, eller om den skal kunne tages under armen og med på stranden eller i sommerhuset.

- Hvis den skal med på tur, skal den være med bluetooth og med batteri. Så kan du også overveje, hvor stor den skal være, hvis den skal være transportabel. Oftest hænger lydkvalitet dog sammen med størrelsen på højttaleren, forklarer Thorben Bayer.

På papiret giver bluetooth en dårligere lydkvalitet, end wi-fi-højttalerne gør. Men Thorben Bayer og chefredaktør på magasinet Input Torben Vognsen fortæller, at det utrænede øre ofte ikke kan høre forskel.

Torben Vognsen slår fast, at det er vigtigt at huske på, at de to produkter er vidt forskellige. Nok spiller de begge musik, men en wi-fi-højttaler kan ofte markant mere end blot at spille musik.

- Der kommer flere og flere højttalere med indbygget digital assistent. Der bør man overveje sit behov, og om man vil have den fremtidssikring med, siger han.

De digitale assistenter kender vi allerede fra vores smartphones, hvor vi kan tale til dem, og så reagerer de. Fremadrettet vil du kunne tale til din højttaler og bede den skifte sang for eksempel. Det er der nogle, der kan i forvejen, mens andre ikke har softwaren dertil eller den indbyggede mikrofon, det kræver.

Ved en wi-fi-højttaler vil du også kunne koble flere højttalere sammen og afspille musik fra flere højttalere ad gangen.

- Som det er nu, kan du ikke afspille musik fra mere end en enkelt bluetooth-højttaler ad gangen, forklarer Torben Vognsen.

Signalet mellem din bluetooth-højttaler og din telefon vil desuden forsvinde, hvis du tager telefonen for langt væk derfra. Med en wi-fi-højttaler er det muligt at tænde musikken og så forlade hjemmet.

Det eneste tidspunkt, hvor signalet til en wi-fi-højttaler vil hakke, er, hvis forbindelsen er dårlig. Så kan der være behov for et netværkskabel til at vedligeholde internetforbindelsen til højttaleren.

Mange wi-fi-højttalere tillader også kun, at du spiller musik fra deres egne apps, hvor du med en bluetooth-forbindelse har mulighed for at spille lyd fra alle apps på telefonen, forklarer Thorben Bayer fra Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

SPONSERET INDHOLD: Du finder en aktuel bluetooth højtaler test her